Videre i Vegas


October 15, 2017

Det har taget mig det meste af dagen at bearbejde min kamp i dag, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad jeg skal tænke om den. Det jeg skriver er også lidt en brainstorm, så jeg vil ikke afvise, det kan være lidt usammenhængende. Jeg kan starte med det faktuelle. Jeg er 7. seedet i kvalen og slog i dag Greg Jones, Australien, med 7-5 4-6 7-6(6). Jeg skal vinde 3 kampe for at kvale ind.

Jeg vil også gerne lige fortælle lidt baggrund, inden jeg går til kampen. Hele mit tennis liv har jeg oplevet at spille kampe, hvor jeg bliver forkrampet, ikke er i stand til at konkurrere i nuet og har medlidenhed med mig selv. Jeg bliver aggressiv og sur på mig selv på banen, hvorefter jeg bliver agressiv over, at jeg bliver aggressiv og så er der først gang i den helt store fortælling om, hvor jammerlig, jeg er, og hvor pinligt det er, at jeg ikke er i stand til at håndtere kampen. Når først denne process starter er jeg så langt over i destruktiv tankegang, at jeg ikke vil tillade mig selv at glæde mig over vundne point eller god tennis. “Nu er jeg så langt ovre i ynken og har givet udtryk for, hvor utilfreds, jeg er, at jeg ikke lige pludselig kan se ud som om, jeg rent faktisk gerne vil vinde, eller at jeg finder en el anden glæde. Det ville jo være en eller anden form for accept over min præstation. Nej, jeg må fortsætte med at fortælle omverden, hvor utilfreds, jeg er med kampen, og hvor meget, det egentlig ikke er mig.”

Denne process fører til tennis, hvor jeg føler mine håndled er støbt i beton, mine ben er langsomme og klumpede, jeg bevæger mig baglæns, jeg trækker mig i mine slag, jeg håber jeg vinder pointne, jeg ikke har rigtige ideer for, hvordan jeg skal vinde pointne, men bare reagerer på, hvad min modstander gør, og slår meget blødt. Alt sammen fordi, jeg er bange for at tabe, så min ubevidsthed tager kontrollen og siger til min krop, at jeg skal spille dårligere tennis for at give mig selv en større chance for at vinde. Helt utroligt egentlig. Mentalt er jeg helt med på, hvad der foregår, og forsøger at fortælle mig selv, at “jeg bare skal svinge igennem”, men det er naturligvis ikke noget, jeg kan ændre fra det ene slag til det andet. Men fordi, jeg er bevidst om, hvad der foregår, bliver jeg skuffet over mig selv, hver gang det ikke lykkes. Det er stort set, hvert point jeg taber! Det løber op til mange frustrations momenter i løbet af en kamp.

Dette fænomen foregår stort set ekslusivt i kampe, hvor jeg føler, jeg SKAL vinde. Det er i de kampe, mine dæmoner popper sit hoved frem og får overtaget. Mine dæmoner har det meste af mit liv handlet om en irrationel følelse om at være utilstrækkelig som tennsspiller, eller ikke at leve op til det “jeg burde” i tennis. I daglig tale er jeg helt afklaret med disse dæmoner. Jeg ved, de er der; jeg ved, hvad de er; jeg ved, at det værste, der ske med mine dæmoner ikke er slemt. Det er når jeg er stresset, og det går hurtigt med nye input og mindre tid til at reagere på dem, at jeg begynder at “glemme”, hvad jeg ved om mine dæmoner. Det betyder, at jeg i en enkelt kamp, kan få den kamp til at være symptomatisk for hele min karriere. I gennem årene har jeg og min mental træner, Christian Engell, været dygtige til at håndtere dem, synes jeg. Problemet er, at der med skiftende udfordringer – både på og udenfor banen – er nye triggers, der giver mine dæmoner energi.

Det sidste års tid har mine dæmoner fået nyt liv i form af noget så banalt som min alder, når jeg står i disse situationer. Det, der får mig til at forlade kampens nu mht alder, er, at jeg begynder at blive bange for, at disse oplevelser betyder, at jeg ikke har mere i mig. At jeg nu kun begynder at blive dårligere, og jeg ikke længere kan konkurrere, som jeg gerne vil. At folk begynder at slå så hårdt, at jeg ikke kan følge med. At jeg taber til yngre og yngre spillere (fx tabte jeg til en 16-årig tidligere i år – ok, det gjorde nu ikke så ondt, da han er et geni). Jeg bliver bange for, at jeg ikke kommer til at stoppe med fred i sindet, og at jeg kommer til at stoppe skuffet.

Og så til dagens kamp :-). Det var en sådan kamp, jeg spillede i dag. De sidste par uger har været så gode, og jeg har været virkelig glad for, hvordan jeg har konkurreret. De væsentligste årsager til, at jeg bragte mig selv til denne sindstilstand i dag er private, og dem har jeg ikke lyst til at fortælle om. Det relevante er også, at jeg nu engang havnede i situationen igen. I dag startede det allerede fra morgenstunden, og jeg var bange for, at jeg ville havne i præcis denne situation. Nu er det sådan, at jeg ikke kan hjælpe mig selv ved at håbe noget ikke sker. Jeg skal have en løsning på problemerne i stedet for at fokusere på problemerne. Jeg tror alle kan genkende den klassiske “bare jeg ikke laver en dobbeltfejl” for så at lave en dobbeltfejl. Min hjerne forstår ikke “ikke”. Jeg tænker kun på dobbeltfejl. Det er det samme med de mentale fælder, der er for mig i en kamp, som i dag. Den fortælling, jeg var bange for, gjorde jeg naturligvis til virkelighed. Det kunne ikke være anderledes. Så begyndte processen, jeg spillede med en form for panik og jeg fik medlidenhed med mig selv.

En af udfordringerne for mig her er, at vi spiller i 600 meters højde her. Det får boldene til at flyve længere gennem luften, og selv når jeg spiller frit, kan jeg tabe kontrollen på slag, der umiddelbart ikke virker svære for mig. Derfor er det endnu vigtigere mentalt, at jeg “comitter” til slaget (jeg kunne ikke lige komme på en god dansk oversættelse). Jo mere, jeg trækker mig i slaget, jo mere taber jeg kontrollen.  Jeg havde desuden på træning fokuseret meget på at returnere på en måde, hvor jeg føler, jeg har løse håndled og svinger igennem slaget. Det er en af mine styrker, og når jeg ikke returnerer frit, mister jeg et af mine stærkere våben. Derudover havde jeg fokuseret meget på at serve andenserverne igennem banen. Det er vigtigt for mig, at jeg bruger min serv til at skabe en situation, hvor jeg er i overtaget på første slag efter. Det lykkedes slet ikke, og jeg blev skuffet over det. Jeg ved naturligvis godt, at bare fordi, noget har fungeret på træning, betyder det ikke, det sidder der. Men det er heller ikke en rationel følelse, jeg har på banen.

Under kampen blev jeg ved med at have et kommentatorspor, der sagde “jeg laver lort i den…jeg skal nok smide det her game…jeg bryder selvfølgelig ikke på den her breakbold heller…jeg smider det her servegame…min forhånd er ynkelig…” Som jeg sagde, total selvmedlidenhed. En af mine forsvarsmekanismer er, at give en el anden skylden, for at undlade at tage ansvar, og jeg havde da også masser af årsager til, at det var uretfærdigt for mig i dag. Så jeg reagerer på nogle af tingene på en måde, der gør mig skuffet. Jeg ved godt, at det ikke er andres skyld, og det ville stadig ikke retfærddiggøre min opførsel, så jeg bliver endnu mere knækket over mig selv. At spille på en måde, jeg føler er kyllingeagtigt + ikke at være i stand til at kontrollere mine reaktioner godt nok, gjorde mig trist. Så følte jeg virkelig ikke, jeg havde meget at byde ind med.

Jeg bliver så oprørt over de her kampe, fordi jeg føler, det er en af de største årsager til, at jeg ikke er bedre. Det går ikke, hvis jeg skal konkurrere mod mig selv og hele min karriere i en enkelt tenniskamp. Det er simplethen for udfordrende. Jeg føler, at hvis jeg ikke er i stand til at slå spillere, jeg er bedre end, med ren tennis, hvordan skal jeg så lære at slå de gode spillere med tennis? Hvis det bliver min vane, kan jeg ikke bare tænde til kontinuerligt, når det gælder. Så bliver den måde, jeg spiller mod bedre spillere, en slags placebo tennis, hvor jeg spiller, som om jeg ikke har noget at tabe, og alt er liv og glade dage uanset hvad. Det giver et par gode resultater her og der, men det er ikke realistisk at skabe kontinuitet på den måde. Begge formere en flygt fra virkeligheden, og jeg vil ikke spille på den måde. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at begge tilfælde er i ekstremerne, og at jeg har en masse “normale” kampe også.

Årsgen til, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal tænke om kampen endnu, er jeg trods alt sporede en vis fremgang. Jeg ved dog ikke, hvad den betyder. Tidligere ville jeg ikke have sagt meget andet end, at det var en lorte kamp, og at jeg spillede elendigt. Jeg var i stand til at forcere mig til at glæde mig over gode point og være pumped over vigtige point. Jeg kæmpede ikke, som jeg gerne ville (ved at finde spillet – det må være en anden blog), men jeg kæmpede for at vinde på en eller anden måde. Jeg var udmærket godt klar over, at et evt nederlag ville gøre sygeligt ondt. Nej, jeg vil sige, jeg kæmpede for ikke at tabe. Og på en eller anden måde lykkedes det mig ikke at tabe. Der var godt nok nogle utrolige (heldige) point, der gik min vej, men jeg havde sikkert kunne sige det samme for ham, hvis han havde vundet. Jeg glemmer dog ikke min squash forhånd on the run ved 6-6 i 3. sæts tiebreak, der endte med at blive et projektil, lige foreløbig.

Så min gamle tankegang om, at den her tennis ikke bringer mig noget sted hen, ligger der stadig. Jeg blev lettet, da jeg vandt. At blive lettet er for mig et tegn på, at jeg er sluppet afsted med noget. Hvis jeg vinder en “ordentlig” sejr bliver jeg glad. Dog kombineres det med tanker om, at jeg trods alt sled for det og vandt. Det på en dag, hvor der var myrekrig i hovedet på mig selv. Jeg tænker også, at det netop er lidt positivt at vinde, når der foregår så meget destruktivt i mit hoved. Det slog mig, hvor vanvittigt, det egentlig er, at jeg er i stand til udholde, hvad jeg udsætter mig selv for i sådan en kamp, men jeg har nu også god erfaring med det. Og det slog mig, at jeg giver mig selv kredit for, at være i stand til at rejse mig efter sådan en kamp. At jeg er villig til at hoppe helt ind, hvor det gør ondt efterfølgende, og se realiteterne i øjnene og forsøge at finde en måde at sørge for, jeg bliver bedre til at håndtere det i fremtiden.

Nå, nu har jeg fået de fleste af mine tanker ud, og jeg vil begynde at tænke frem mod kampen i morgen. Jeg gav mig heldigvis en chance for at få en ny kamp allerede igen i morgen :-).