Videre i Charlottesville


October 29, 2017

Jeg vandt i dag min første runde kval med 6-3 2-6 6-3 over Jack Murray, USA.

Lad mig starte med at sige, jeg er glad for at spille indendørs, hvor jeg føler, jeg kan spille min bedste tennis, igen. Mine naturlige instinkter kommer lettere til udtryk indendørs, og jeg føler mig mere farlig. Min gode ven, Treat Huey, er her og hjælper mig de første par dage her. Det var egentlig meningen, vi måske skulle spille double, men han er blevet skadet. Treat gik i skole på University Of Virginia, hvor challengeren spilles, og boede her efterfølgende, så han har mange venner her. Han besluttede sig for at komme ned og hygge og ville samtidig gerne hjælpe mig, hvilket jeg er pumped over! Så han er på banen med mig og giver mig tips, hvilket er skønt! Jeg har ikke haft en træner med mig siden min tur til Korea i april/maj, og jeg har savnet det. Jeg har savnet korrigeringerne, bekræftelsen om at det jeg gør er rigtigt, muligheden for at lave ekstra specifik træning go den generelle opbakning, det er. Han har påmindet mig meget om at søge nettet, som jeg i virkeligheden gerne vil, og det er det vi har fokuseret på i træning de sidste par dage. At udnytte mine muligheder ved nettet og holde modstanderen under press.

Det gik rigtigt godt i dag. Jeg spillede tæt på baglinjen, hurtigt og netsøgende. Jeg formåede at stresse ham, og styre initiativet i kampen, og gjorde det med god træf sikkerhed og eksekvering. Specielt returnerede jeg fremragende, og slog en masse direkte vindere, men var fornuftig med mine valg, så jeg samtidig fik en høj procentdel i spil, og jeg vandt også 52 af 108 point i hans serv – deraf 30 af 45 på andenserven. Meget tilfredsstillende tal!

Jeg startede andet sæt, som første sæt sluttede, og fik et tidligt break. Jeg tabte mit flow, og han fik mulighed for at spille mere med. Problemet var, at min førsteservsprocent faldt markant, og da han returnerede glimrende, fik han mulighed for neutralisere pointet bedre. Jeg gik fra 54% i første sæt til 38% i andet. Det betød, at pointene startede anderledes, og jeg var ikke nok på mærkerne til at følge med og være proaktiv på førsteslaget. I stedet blev jeg reaktiv og stillestående, hvor jeg ellers havde haft mulighed for at være offensiv på første slag indtil da. Spillet i hans serv foregik på samme måde, og jeg havde stadig mine muligheder, men fik dem ikke. Jeg tog for givet, det ville komme tilbage og kørte på, men begyndte så at overspille, når jeg fik mine muligheder, og lige pludselig rullede det væk fra mig. Jeg missede ekstremt lette bolde og gav ham en del frie point.

I starten af 3. sæt, var jeg lidt over det hele mentalt, da jeg begyndte at hælde lidt til fortællingen om at “nu sker det igen…”.  Jeg tabte den her slags kamp en del gange over sommeren. Det der dog var kendetegnene for de nederlag var, at jeg tabte mig selv i spillet, go blev meget bange for bolden. Det gjorde jeg ikke i dag, og det er jeg super glad for! Jeg var nok på til at holde fokus på at holde mig tæt på baglinjen, søge nettet, sætte mange førsteserver og bevæge mig ekstra meget. Han ændrede taktik på sin serv, og servede mere slice og fladt på kroppen, så jeg ikke fik mulighed for at slå vindere med det samme, og det gav lidt længere dueller. Efter nogle toughe første 4 partier i 3., fandt jeg roen efter et par gode point, da jeg holdt til 2-2. Jeg fandt balancen mellem tålmodighed og gå efter det dræbende slag/netangrebet i baglinjen duellerne fra baglinjen, og det gav mig selvtillid og ro, og jeg spillede bedre og bedre, som tredje sæt gik. Jeg servede 58% førstserver i 3. og endte med at vinde med dobbeltbreak.

Det var en virkelig god præstation, som jeg er meget glad for. Jeg spillede god tennis og var mere farlig, end jeg har været længe. Det er ikke mærkeligt, jeg havde nogle udfordringer i løbet af kampen, eftersom det er sket et par gange over sommeren, men det er et bemærkelsesvis stort skridt i den rigtige retning, at jeg fastholdte mig selv i hele kampen spillemæssigt, og meget vigtigt for mig at vinde kampen. Det er to bemærkelsesvise sejre i to turneringer for mig. Det er for mig tegn på, at jeg bliver bedre til at styre min fortælling i en retning, jeg gerne vil have. Derfor undervurderer jeg på ingen måde værdien af den her sejr, og føler glæde over, hvad jeg har opnået mentalt i den seneste tid. Selvtillid kommer af selvtillidshandlinger, og jeg handlede i dag med tillid til mig selv og mit spil. Jeg vil fortsætte den gode fortælling!