Uspektakulær turnering i Canada


February 28, 2018

Jeg tabte min første runde i Canada med 3-6 3-6 til Deiton Baughmann, USA.

Jeg fik ikke rigtigt noget til at køre i dag. Han spillede godt og aggressivt fra baglinjen og stillede krav til mig. Krav, jeg ikke var i stand til at leve op til. Jeg følte, jeg havde, hvad der skulle til for at spille en god kamp, men sådan skulle det ikke være. Jeg kunne ikke rigtigt finde sammenhæng på de her baner. Jeg kan ikke forklare det. Det var det samme i doublen i går. Banerne er meget skæve, jeg kunne ikke rigtigt finde kontinuiteten i banens hastighed eller boldens flugt. Det føltes skønt, når jeg ramte bolden, men udfaldet var random. Specielt slog jeg helt utroligt mange bolde for langt. Jeg følte ikke, jeg kunne kontrollere bolden fra baglinjen, så jeg begyndte i andet sæt at spille overvejende serv/volley.

Noget andet, der har generet mig et stykke tid nu, er mit opkast. Når jeg træner serv kører det bare derudaf, og jeg har super afvikling. Lige så snart, der kommer point på, taber jeg koordinationen, og mit opkast og flow bliver ustabilt. Det er ærgerligt, for selve kontakten er god. I dag lavede jeg en del dobbeltfejl, og det gav mig naturligvis nogle problemer. Jeg gav ham et tidligt break i begge sæt. Jeg havde breakmuligheder til at komme tilbage i begge sæt, men jeg tog dem ikke. Han var den bedre spiller i dag, ingen tvivl om det.

Jeg er træt af nogle ting, der også spillede ind i dag. Jeg er så træt af de fuldstændigt vanvittige fejldomme, der kun forekommer i futures. Vi snakker op til 30 cm fejl. Jeg er endnu mere irriteret over, at jeg ikke er i stand til at håndtere det bedre, end jeg er. Jeg ved det kommer, og jeg forberedte mig på det, men jeg lader mig stadig genere af det. Jeg er også irriteret over, jeg ikke er i stand til at administrere mine kampe bedre, end jeg har været de sidste par kampe. Og så er jeg lidt træt af min stil i øjeblikket. Jeg ved, det er midlertidigt efter en mindre succesfuld kamp, men når jeg ikke spiller godt, kan det simpelthen gå så hurtigt, fordi jeg har lille margin. Kører det ikke lige, går jeg gerne lidt mere efter at være mere rytmebrydende og offensiv. Det er helt bevidst i samråd med mine trænere, og jeg tror også på, det er bedre for mig i det lange løb, men når jeg har haft et par tynde kampe i træk, føles det lidt træls efter kampen i dag. Jeg er også træt af dårlige træningsforhold. Det er svært at træne her pga få træningsbaner i forhold til spillere, og selvom jeg har været oppe kl lort om morgenen for at få banetid, har der på en eller anden måde været 4 spillere på banen, hvilket begrænser mulighederne for at styre træning og få flow. Jeg har slået en masse, men har ikke spillet så meget kamptræning, som jeg havde ønsket.

Double tabte vi i går til et godt spillende par i en forglemmelig kamp. Min partner er og har været syg, siden han kom, så det var op ad bakke mod et godt hold.

Jeg er meget glad for alt andet, der havde med den her turnering at gøre, så jeg har en masse at bygge videre på. Jeg har skabt gode rutiner, og haft en god approach. Nu vil jeg forsøge at få så meget banetid så muligt, inden den næste turnering. Den er rigtigt tough, så jeg skal spille kval på lørdag.