Total implosion i Busan


May 14, 2018

Jeg tabte kvalfinalen med 6-1 4-6 0-6 til Yosuke Watanuki, JPN.

Det var ganske enkelt en sindsoprivende kamp – på mange måder. Jeg bliver næsten rødglødende, når jeg tænker på det. Jeg startede super godt. Jeg kendte ham ikke inden, men jeg fik relativt hurtigt styr på, hvad jeg skulle forsøge at gøre, og jeg fik eksekveret godt. Han stod langt tilbage og ville gerne have tid til at dominere med sin forhånd, der havde pænt godt hiv i. Hans baghånd var meget solid og god under pres, men han kunne ikke generere på samme måde. Jeg kunne spille langsomt på hans baghånd eller ud på hans forhånd, hvilket gav mange korte bolde. Desuden slog han med en del spin, så de korte bolde hoppede højt, så jeg kunne tage den på opspringet, komme frem og spille hurtigt igennem banen på hans forhånd, som han havde svært ved at håndtere. Han havde et ekstremt højt opkast på serven, og med den vind, der var, vurderede jeg, at han ville have svært ved at serve fladt på andenserverne, og ville serve overvejende kick på min baghånd – specielt fordi det er et langsomt underlag, hvor kicken bider godt. Og det var præcis, hvad han gjorde, og det spillede meget ind i mine hænder. Jeg havde selv fokus på førsteserver, for ikke at sætte mig selv under pres med for mange andenserver. Fra den ene side havde jeg solen lige i bæret, og det var generelt, som nævnt, blæsende, så jeg vurderede, det ville være bedst for mig, at fokusere på at neutralisere og bygge spillet op, i stedet for at risikere – specielt fordi, jeg følte jeg ville have en god mulighed for at dominere banepositionen.

Det spillede sig ud fuldstændig, som jeg forsøgte. Jeg kontrollerede tempoet og dikterede spillet. Jeg straffede hans server konsekvent og var meget konsekvent, hver gang jeg havde mulighed for at angribe en kort bold. Jeg angreb hans forhåndsside meget, og holdt ham meget frustreret. Jeg følte mig ikke specielt flyvende, men jeg gjorde de rigtige ting, og jeg gjorde det effektivt. Jeg fortsatte i andet sæt og kom foran 3-1 og breakbold til 4-1 – med andre ord, hvad en kommentator havde kaldt en lille matchbold. Det var lige netop her, jeg forlod nuet, og tabte sutten. Jeg begyndte at tænke på, at jeg endelig ville få en sejr og tage nogle point direkte efterfulgt af, at den tanke sikkert ville lede mig til at ødelægge det for mig selv, og at kampen ville vende. Jeg missede returen, der havde været en direkte vinder, med 20 cm, og derfra spillede jeg kun for at undgå at min frygt skulle blive virkelighed, i stedet for at fortsætte det gode spil. Jeg behøver vel ikke fortælle, at det var lige netop det, der fik min frygt til at blive virkelighed. Det er som bekendt ikke muligt ikke at tænke på elefanter uden at tænke på elefanter.

Jeg kæmpede med det i resten af sættet, som stadig var relativt tæt. Jeg blev nok lidt mere konservativ på førstserverne, end jeg skulle have været, og han fik lidt lettere spil. Han havde ikke returneret specielt godt, og jeg fik ikke presset mig nok. Desuden spillede jeg lidt for meget på hans forhånd, uden der var noget punch i, så han kunne tage initiativet. Han slog meget cross med sin forhånd, og jeg var med på det, men han havde så meget vinkel og spin på, at det var svært for mig at slå kontra. Han var begyndte at serve mere frit på førsterserverne – lidt i desperation så det ud til – og han havde held med det. Vi havde et langt parti ved 3-3, hvor jeg mener, jeg havde breakbold. Men havde vandt for første gang adskillige point direkte på serven. Jeg begyndte at misse de angrebsslag, jeg havde været så god til at eksekvere indtil da, og langsomt blev det mere på hans præmisser. Jeg blev mere og mere frustreret og i stedet for at fatte ro og forsøge at problemløse, var min koncentration domineret af, hvad der var ved at ske. Jeg tabte også min serv til 3-5, men fik brudt tilbage ved hjælp af vreden over de sidste 4 partier. Den gjorde mig lidt mere fandenivoldsk. Da jeg vandt det røg jeg tilbage i komp modus i stedet for at spille med vrede, og dermed også tilbage til den nervøse spænding. Jeg havde nye bolde ved 4-5, og jeg besluttede mig for at angribe partiet på samme måde, som jeg havde haft succes med i går, og de nye bolde ville hjælpe, da de var hurtigere. Jeg spillede serv/volley med succes på det første point, og gjorde det samme på det andet point. Jeg missede dog førsteserven, og så gjorde jeg ikke det mere. Han dominerede pointet og afsluttede igen med en stærk forhånd. Og så forlader jeg lige den rationelle tone lidt for at fortælle om den mest jammerlige dobbeltfejl, jeg slog ved á 15. Hold da kæft, hvor var den ussel. Det var sådan, der satte sig i hovedet, og var svær at komme af med. Alt gik galt i andenserven. Jeg var nervøs inden, og bange for at lave en dobbeltfejl, så jeg var tentativ i min approach. Derudover blev mit i forvejen elendig opkast taget af vinden, og i stedet for at tage opkastet ned, servede jeg på det, mens det lå helt nede i sokkerne. Serven var tættere på at ramme jorden inden nettet, end at gå over. Ved á 30, spillede jeg egentlig et ok point, men han kom op med et sjældent godt passerslag. Sætbolden kunne jeg kun vinde med held. Jeg havde ingen plan og var desperat, så jeg løb bare og kæmpede. Jeg fik gravet mig ud af nogle toughe situationer, inden det blev for meget mentalt, og jeg tjekkede ud af en tough slice under pres, fordi jeg ikke kunne overskue at slide mere.

Jeg forsøgte at nulstille i pausen, og tænke på, at jeg havde, hvad jeg skulle bruge rent spillemæssigt for at slå ham, og at jeg skulle finde tilbage til de ting, der fungerede for mig. Det startede fint med, at jeg fik spillet mig til en brekabold og andenserv.  Jeg trak ind og dækkede hans foretrukne kick, og inviterede ham til at serve fladt i midten. Det gjorde han med en god serv – too good. Han begyndte at finde mere og mere selvtillid og frihed på serverne – ja, i spillet i det hele taget. Han holdt serv til 1-0, og så var kampen forbi. Jeg implodere totalt, og kan knapt nok huske den sidste 5 partier. Jeg var så panisk, og kunne slet ikke se skoven for træer. Jeg fik på intet tidspunkt fattet roen og samlet tankerne. I stedet hamrede jeg bare på i håb om, at jeg ville finde tilbage, men det var der naturligvis mere eller mindre ingen chance for. Det er ekstremt skuffende for mig, for netop at kontrollere brændpunkterne, som jeg kalder dem, var en af mine vigtige fokus punkter sammen med andenserverne og bestemheden i grundspillet (hvilket jeg egentlig var ok tilfreds med).

Det var virkelig et skuffende nederlag for mig, og det er lang tid siden, jeg har været så indebrændt og knækket efter en kamp. Jeg ville så gerne have nogle kampe på den her tur, og efter kun 1 kamp i de første to turneringer herude, har jeg kun mig selv at takke for ikke at få flere. Hvis ikke, jeg kan vinde, når jeg spiller godt og fører stort, så kan jeg ikke regne med at vinde noget som helst, og derved få flere kampe.