Surt nederlag


January 1, 2018

Jeg tabte kvalfinalen med 6-2 5-7 4-6 til Flavio Cipolla, ITA.

Det var et surt nederlag. Simpelthen. Når du taber til Cipolla, vil det altid føles som et rigtigt skuffende nederlag. Ikke fordi det er skidt at tabe til ham, men fordi hans kvaliteter består i at få krøllet sin modstander sammen og udnytte modstanderens svagheder. Du vil aldrig føle, at du er blevet blæst ud af banen mod ham. Det betyder dog ikke, at det hele er noget lort, bare fordi det føles sådan, men det kræver lidt ekstra reflektion efter kampen for at få en forståelse for, hvad der er foregået, og hvorfor det foregik. For min umiddelbare følelse efter kampen var, at det var noget værre høvl, men hans kvaliteter er ikke meget anderledes, end en, der server dig ud af banen. Jeg holdt mig dog på rette kurs så længe, men til sidst faldt hjulene af, og det er det, der er så surt i dag.

Han spiller meget langsomt og forsøger at trække tempoet ud af kampen. Han vil have lange dueller, og have dig til at åbne, så han kan slå kontra, eller få dig til at overspille. Han server meget blødt og umiddelbart ufarligt, men den hopper lavt, og giver ingen spin at arbejde med. Han er rimelig lav, så boldens bane over nettet er pænt flad. Han slicer stort set kun på baghånden, og slår kun, når han bliver forceret til det. Og det er en virkelig god slice. Han er heller ikke bleg for at slice på forhånden. Han bevæger sig godt, har gode hænder og en virkelig god forståelse for spillet og modstanderens styrker og svagheder. Min plan var at holde min fokus så meget, som muligt på min side af nettet, og ikke give ham for mange åbninger til at udnytte sin flair – specielt når jeg var i offensiven. Når vi var i baglinjedueller, ville jeg holde den overvejende på hans forhånd, så jeg ikke kom til at spille for meget på hans slice, som jeg ville have svært ved at spille mig ud af med min manglende ketcher fart. I stedet ville jeg holde den på hans forhånd, og så angribe hans baghånd lige så snart, han spillede kort, så han skulle passere i løb. Det var også vigtigt for mig at svinge igennem returerne fra starten, så jeg ikke ville falde ned i hans tempo, hvilket jeg har en tendens til. I egen serv, ville jeg spille meget serv/volley, så jeg kunne tage hans chip retur ud af gamet, så han ikke kunne få lov til at neutralisere min serv og nulstille duellerne. Og så var det vigtigt for mig at holde duellerne korte.

Han er som sagt meget smart, og da han ved, at jeg har en god baghåndsreturnering, og at han ikke slår serve vindere, servede han kun på min forhånd, der er lidt mere usikker. Jeg tror jeg fik omkring 10 baghåndsreturer i hele kampen – hvis overhovedet. Men i starten var jeg så godt kørende på min plan, at jeg kørte ham over. Jeg fik returneret med fri arm, og så var hans serv mere eller mindre prisgivet. Desuden servede jeg fornuftigt nok, og fik fulgt godt op på nettet, så jeg fik kortet duellerne ned og spillet på mine præmisser. Jeg havde godt eksekvering, så jeg vandt sættet 6-2. Den eneste plet var mit sidste parti. Jeg servede for det ved 5-1 og blev breaket. Ved á 15 tabte jeg et point, fordi dommeren missede en langsom bold jeg lod gå og endte i hvert fald 10 cm ude. Som jeg har oplevet så mange gange i kampe, hvor jeg ved, mine dæmoner har stor chance for at blive udfordret, fokuserer jeg så meget på at koncentrere mig på mit eget, og når der så sker noget, der er ude af min kontrol, kan jeg ofte tabe tråden, fordi jeg er skrøbelig og bruger så meget energi på mig selv. Min franske træner plejer at påminde mig om at forberede mig på alt, men jeg glemmer det stadig en gang i mellem, når jeg får tunnelvision på noget andet. Det er en af mine mentale koncentrationsmæssige begrænsninger, som jeg skal arbejde på. Jeg tabte lidt momentum, og blev brudt. Det endte ikke med at få betydning for sættet, da jeg brød til 6-2, men det satte sig lidt i baghovedet, og påvirkede den måde, jeg spillede på i egen serv, i de næste par games, fordi jeg begyndte at fokusere lidt mere på hans side af nettet, og derved tabe fokus fra mit eget.

Jeg startede 2. sæt med et par dobbeltfejl, og han begyndte at slå mere på sine returer, så han kunne blive lidt mere farlig, og det gjorde han godt. Han slog nogle vinder returer, og forcerede mig til at ændre nogle ting. Vi brød hinanden de første tre games af andet, inden der kom lidt mere stabilitet på serverne. Ved 3-4 laver jeg – med bagklogskabens briller – den største fejl i kampen. han startede med et es ud af banen, hvilket jeg fandt irriterende, da han serv er blød, og kun kommer ud af banen. Han servede også meget slicet ned i midten i ulige side, så jeg besluttede mig for at trække over, og mere eller mindre forære ham min baghåndsside. Jeg regnede ikke med, at han ville serve derud. Det gjorde han kun en gang, da jeg havde breakbold til 4-4, og jeg slog en direkte vinder, så det gjorde han ikke resten af kampen. Problemet var også lidt, at jeg breakede med det samme, efter jeg lavede den ændring. Det fik mig til at fastholde det, selvom det faktisk hæmmede mig. Jeg burde ikke have reageret på at blive fanget på en enkelt serv. Alle andre server lå lige i skeen alligevel, og jeg havde haft glimrende fat i dem, og han havde kun holdt serv to gange i træk, og 3 gange i alt, på det tidspunkt. Problemet med ændringen var, at jeg ikke længere fik bevæget mig ud til bolden, og derved bragt noget energi fra benene ud i returen. Efter ændringen, returnerede jeg meget mere oprejst og stationært, og min margin blev meget mindre. Jeg begyndte at returnere mere på hans tempo, og lavede mange flere retur fejl. Så det var på det her tidspunkt, jeg lavede den første store ændring baseret på tvivl hos mig selv, og flyttede min koncentration mere over på hans side af nettet. Med andre ord en beslutning taget baseret på svaghed i stedet for styrke – men det var jeg ikke i stand til at se i kampens hede. Han fik et ærgerligt break til 6-5 efter jeg havde gamebold, og servede sættet ud. Jeg vil også gerne fortælle om en anden af mine mentale skavanker, som spillede ind i slutningen af 2. sæt. Simplethen for at give et indtryk af, hvad der foregår inde i knolden på mig. Jeg skifter ketcher ved hvert andet boldbytte i challengers, og da jeg skifter ketcher ved 4-4, indser jeg hurtigt, at jeg har lagt grebet på den “forkerte” vej. Grebet var gledet ned, ås jeg lagde det om den næste dag, og lagde det på på den anden led, end alle mine andre ketchere. Jeg holder altid min ketcher på samme måde, og da mine ketchere ikke er symmetriske, sørger jeg altid for, at malingen peger den samme vej, så de optisk alle føles ens. Det er noget, jeg lægger mærke til med det samme, hvis ikke det er, som det skal være (det samme med mit Head logo i strengene også i øvrigt). Jeg tænkte ikke lige over det, da jeg ændrede grebet i går, så da jeg tog den ud, mærkede jeg med det samme, at den pegede den forkerte vej. Det har naturligvis ingen indflydelse på spillet, men inden hvert slag røg det lige ind i hovedet på mig. Jeg kunne selvfølgelig have taget en anden ketcher, men jeg havde planlagt at skulle spille med den her ketcher på det her tidspunkt, så de andre var gode backups. Noget, der er ekstra vigtigt her, hvor jeg sveder ekstra meget i hænderne. I går fx sprængte min kethcer i siden efter kun at have spillet to games med den, så det var vigtigt, jeg havde en god backup. Indendørs havde det ikke været lige så stor en ting for mig. Jeg kan ikke argumentere rationelt for, hvad jeg gør her, men ikke desto mindre er det, hvad der sker. Jeg ved godt, det ikke giver nogen mening overhovedet, og det er da heller ikke sådan, at jeg ikke kan spille. Det koster dog nogle få koncentrationsprocenter, jeg kunne bruge andetsteds.

Jeg holdt hovedet koldt efter sættet. For mig at se, var der ikke noget, der talte for, at jeg ikke kunne få spillet på mine præmisser igen. Jeg kunne godt mærke, jeg ikke svingede igennem returerne på samme måde, så jeg forsøgte at komme tilbage til min mentalitet fra første sæt om, at det var meget vigtigere at svinge igennem, i stedet for at forsøge at sætte returerne, og så lykkedes det mig at klokke et par returer, og bryde. Jeg fandt lidt mere af den aggression, jeg havde i første sæt, og bragte mig foran 4-1. jeg var hele tiden halvt med i hans server, men fik ikke fat i á 30 pointene. Desuden havde han fanget mig med nogle af hans finurlige passerslag, og igen gav jeg det for meget vigtighed. Jeg begyndte at tøve lidt i mine angreb, og dækkede nettet ved at tænke på, hvad han ville gøre, i stedet for at anvende de “rigtige standard måder”, så jeg gav ham nogle dumme åbninger, som han udnyttede. Desuden hev en et wondershot ved a 3o ind, og så havde han brudt tilbage. Jeg var stadig mentalt ok, og jeg spillede mig frem til en breakbold til 5-3, men missede en forhåndsretur i netkanten. Inden da havde jeg en god mulighed for at give mig selv 15-40, men tøvede i mit angreb igen fordi, jeg var for meget på hans side. Da jeg servede ved 4-4, blev sutten så endegyldigt tabt. Jeg var nede 0-15, og spillede mig glimrende frem til en let volley/smash, som skulle have haft tryk 16. I stedet forsøgte jeg mig med en slags blød badminton volley med sideskru den forkerte vej, for at ramme den side, han kom fra, der var helt åben. Et helt vanvittigt slag, og helt unødvendigt at forsøge at være så over klog på et slag, der skulle slås så hårdt, som muligt, og så måtte han komme op med et wondershot, hvis han skulle vinde pointet. Derefter tabte jeg al tro. Det næste point spillede jeg mig frem til en angrebsforhånd på langs linjen, som jeg havde gjort med succes adskillige gange tidligere i kampen. Denne gang slog jeg den uden nogen som helst tro, og sendte den i nettet. Jeg vidste naturligvis, at jeg sagtens kunne bryde ham i det næste parti, og sagde det også til mig selv, men mine handlinger var totalt uden tro. De første 3 forhåndsreturer var helt vindskæve, og jeg gav ham partiet, uden han skulle kæmpe for det. Det gav nederlaget en endnu værre følelse.

Alt i alt en fin start på året, selvom det her var en kamp, jeg “skulle” have vundet, og jeg ikke er tilfreds med. Jeg har ikke følt mig specielt godt tilpas på banen med forholdene her, men jeg har været god til ikke at lade det kontrollere mig, men at anvende, hvad jeg kan. Jeg spiller bedre og bedre, og udvikler hele tiden min farlighed. Der er en masse at bygge videre på!