Og nu også en finale!


December 8, 2017

Jeg vandt min semifinale med 6-4 6-4 over Cheung-Eui Kim, KOR.

I dag var en god kamp, ganske enkelt. Jeg kunne mærke, at jeg følte mig godt tilpas rent fysisk fra starten af. Bolden kom godt ud af ketcheren, og jeg var relativt oppe på tæerne. Jeg blev meget overrasket over, at hans andenserv var så forholdsvis langsom og ufarlig, men fik med det samme sat mig for, at være meget aggressiv på den. Og  jeg var i stand til at holde den plan! Den kroniske sidevind var for første gang ikke så stærk, så det var meget lettere for mig, at spille renere. Jeg brugte den fordel til at svinge igennem på returerne, og med mindre vind, var jeg i stand til at spille på mindre marginaler. Desuden følte jeg mig meget mere komfortabel mht at udnytte hele mit arsenal. Jeg fik leget mere med slicen, temposkift og spin, og det med god effekt. Desuden var der naturligvis også mindre forstyrrelser på serven, og jeg udnyttede det til at serve en yderst glimrende kamp.

All disse faktorer gjorde, at jeg fra starten af var i stand til at “fyre den af”, så jeg satte et højt ambitionsniveau og forsøgte at spille hurtigt og gå efter den. Jeg var helt afklaret med de fejl, der nu ville komme, for de hører med til mit spil, når jeg spiller, som jeg gerne ville. Jeg spillede derfor med meget ro i sindet, og leverede en rigtig god præstation. Jeg følte, jeg dominerede begivenhederne fra starten af, og fik pointene spillet, som jeg gerne ville. Han er god til at spille fladt og hurtigt, så han hang godt med og spillede selv fint, synes jeg. Det var glimrende tennis, og jeg følte, at jeg ikke skulle falde meget i niveau, før han ville udnytte det. Jeg fik det første break, men smed det hurtigt til 3-3. Det var et helt random game, med 4 meget tynde point. Jeg har dog for længe siden fundet en vis fred i, at den slags games er en del af mit spil, og jeg vidste godt, jeg stadig spillede godt, så jeg kom hurtigt videre derfra. Jeg brød igen til 5-4 og servede sættet ud efter et tough game.

Andet sæt var vi begge stærke nok i egen serv. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at jeg var meget tæt på et break. Og bortset fra et hold fra 0-30, havde han ikke mange muligheder i min serv. En faktor begyndte at spille lidt ind for mig dog. En af ulemperne ved den manglende vind var, at varmen trykkede meget mere i dag. Der var nogle point i løbet af andet sæt, hvor jeg tabet koncentrationen lidt og ikke fik presset mit benarbejde. Jeg var dog god til ikke at lade det blive til mere end et point af gangen. Ved 3-3 fik jeg med god tennis og lidt held opbygget noget pres på hans serv, og det lykkedes mig at tilspille mig en breakbold, som jeg tog. Derefter må jeg sige, at jeg servede den hjem meget effektivt og uden slinger i valsen!

En super kamp fra mig, og jeg er mest glad for, at jeg var i stand til at udnytte mit repetoire bedre, end i de andre kampe. Og det med en konstant konsekvens.