Nederlag i finalen


December 12, 2017

Jeg tabte finalen med 2-6 4-6 til Rento Tokuda, JPN.

Det er en noget sen opdatering, det er jeg klar over. Lige siden finalen har jeg været i bevægelse. Jeg tog direkte hjem for at spille holdkamp i Sverige, for så at rejse direkte til Luxembourg, hvor jeg træner de næste to uger. Det har været hektisk, men vi blev mestre i Sverige, og jeg er kommet godt fra start i træningen. Så jeg er halv træt, men det har været det værd!

Finalen var en skuffende oplevelse for mig, og det var et tydeligt eksempel på forskellen mellem en A og en B spiller (ikke at min modstander var en A spiller). Jeg blev simpelthen grebet af stemningen og var alt for emotionel. Jeg havde stort set ikke fokus på nuet på noget tidspunkt. Jeg var oppe at køre over min semifinale, og hele finale dagen følte jeg mig super tilpas. Jeg ramte bolden storslået i opvarmning og havde godt spring i fødderne. Jeg var glad for at have det sådan, og tænkte, at jeg skulle ind og spille mig ud, som jeg havde gjort dagen inden. De første to games var da også lige i øjet. Jeg var hurtig på bolden, og havde super kontakt med bold og ben, mens han virkede lidt tight. Jeg kom foran med 2-0, og tænkte “Jep, det kører bare. Jeg kommer til at spille en god kamp”. Og jeg tog det bare for givet, så da jeg med det samme spillede et tyndt game til at blive brudt tilbage, hvor jeg var lidt over det hele, blev jeg irriteret på mig selv, over at jeg tillod mig selv at blive hovmodig. Ja, det her er al sammen inde for de første 3 games! Jeg tænkte, at jeg ville finde tilbage, fordi jeg følte mig godt tilpas, og forsøgte at lægge det bag mig. Jeg var godt med i hans næste game, og havde 40-0 i mit, så jeg følte, at det var fint nok, for jeg har fundet vejen igen. Inden jeg havde set mig om, havde han brudt igen. Derefter begyndte jeg at stresse endnu mere over, at jeg havde bragt mig selv i den her situation på trods af mine gode forudsætninger. Jeg havde fornemmelsen af, jeg skulle tilbage rent scoreboardmæssigt så hurtigt som muligt – lidt som en gambler, der er mange penge nede, og forsøger at vinde det hele tilbage i en hånd i blackjack. Det kulminerede i endnu et break fra at have været oppe i gamet, og på ingen tid var jeg nu bagud 2-5 med dobbeltbreak, selvom jeg havde følelsen af, at jeg havde alle forudsætninger for at spille mig ud. Det ledte til yderligere irritation, da jeg i stedet for at holde fokus på den næste bold, tænkte på de åndssvage partier, jeg havde smidt.

Fra starten af andet sæt tænkte jeg, at jeg kunne starte forfra, og fy styr på tingene. Ikke bare det, jeg forventede også det ville ske. Jeg tænkte kun på at få breaket og komme foran, så alt kunne blive “normalt” igen. Jeg var ikke i nærheden af at finde noget holdbart i returgamesne. Det var håbløst at spille dem med henblik på at skulle komme foran og udnytte hans halvsvage serv uden egentlig at have en løsning på, hvad jeg skulle gøre. Jeg hang godt i i mine games, men den overvejende fokus var stadig på at få breaket. Ved 4-4 30-0 begynder jeg allerede at tænke på, at der vil være god mulighed for at lægge pres på ham ved 5-4, og naturligvis ender det med break, og han server kampen ud.

Det er meget utroligt for mig, at jeg kan have så dårligt et år rent sejrsmæssigt, som jeg har haft i år, og så efter nogle få sejre og godt spil, tror jeg bare, det spiller max. Jeg tabte fokus på opgaven, og overvurderede mig selv. Det er noget, en B-spiller gør. A-spillere tager alle opgaver seriøst og ved, at det er vigtigt at skabe gode vaner ved at konkurrere på den samme måde hver kamp. Det ved jeg naturligvis også godt i teorien, men mine følelser fik mig til at glemme de her tanker, og tog styringen af min præstation. Det er mig en gåde, hvordan jeg kan komme i sådan en situation, når jeg ikke er bedre – specielt i et år, hvor jeg har tabt til spillere, der var dårligere, end han, jeg tabte til i finalen her. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan tabe min ydmyghed, og forlade det fundament, der bragte mig til finalen. Det er dog sket før, så jeg er ikke så overrasket, selvom det ikke gør det lettere at forstå.

Det skal dog ikke få lov at overskygge, at jeg har haft et godt efterår, og at jeg har fået skibet på rette kurs rent spillemæssigt, og jeg har fået stoppet blødningen rent rangeringsmæssigt. Jeg har heller ikke tænkt så meget over kampen. Jeg er rejst hjem med følelsen af, at jeg jeg har spillet god tennis, og har et godt udgangspunkt inden 2018!