Kval i Fairfield


October 9, 2018

Jeg endte med at tabe i kvalfinalen i Fairfield, men det var en ganske opmuntrende turnering for mig alligevel. Jeg fik bygget videre på den gode sti, jeg var inde på de sidste to turneringer. Jeg spillede mere frit, og havde meget mere naturlig fremdrift i kampene. Desuden begyndte jeg endelig at føle, at jeg kunne røre mig, som jeg kan (ikke, at det just er som Djokovic, men det er i det mindste min formåen).

Første runde kval vandt jeg med 6-2 6-2 over Roberto Ortega Olmedo, ESP. Jeg eksekverede virkeligt godt fra start til slut, og tøvede ikke med at angribe, når jeg fik muligheden. Jeg servede meget mere effektivt i denne kamp, hvilket gjorde livet lidt lettere for mig. Hans serv er hans svaghed, og i det servede han bemærkelsesværdigt svagt med kun 37% førsteserver. Jeg var over hans andenserver, hvilket formentlig øgede stresset for ham. Han virkede frustreret med situationen, og desuden var der mange små marginaler, der også gik min vej. En suveræn kamp for mig.

Anden runde kval vandt jeg med 6-7(3) 6-3 7-5 over Thai Kwiatkowski, USA. En virkelig suveræn sejr i udfordrende forhold. Vinden var meget aggressiv, og gjorde det meget udfordrende at spille aggressivt og tæt på linjerne. Specielt serverne var svære at kontrollere, og det viser statistikken da også med sammenlagt 34 breakbolde, mener jeg. Jeg er ofte henholdende i vind, og tøt ikke rigtigt komme frem til nettet, men i den her kamp var jeg i stand til at overkomme den udfordring igennem hele kampen. Det var en sejr i sig selv, som jeg var meget glad for. At det så endte med sejr i kampen, var bare en ekstra bonus. Det var en kamp, der kunne have gået begge veje, men min mentale stabilitet i slutningen, samt nogle små justeringer i den måde, jeg angreb nettet til sidst, gjorde forskellen for mig, følte jeg. Jeg var tough til at redde breakbolde, og var også nede med break i 3, hvor han servede fra “den gode side” (der var en af siderne, vi begge vandt de fleste af vores partier fra. Jeg blev fx ikke breaket fra den side). Jeg havde muligheder for at lukke første sæt, da jeg servede for det ved 5-4, men tabte det med et tyndt game fra “den dårlige side”, og blev efterfølgende lidt for nervøs til at kunne eksekvere mit spil på det niveau, der skulle til. Men jeg holdt godt ved og hamrede på. Jeg blev ved med at søge nettet og holde mig til de ting, jeg vil dømme mig selv på, selvom min hjerne for det meste tiggede om at trække mig, så det var en stor succes.

Jeg tabte så i dag i kvalfinalen med 4-6 3-6 til Kevin King, USA. Han spillede en glimrende kamp, og en modstander af det niveau er lidt for stor en mundfuld for mig lige nu. Jeg har ikke nok positive oplevelser med at spille på den “rigtige måde” mod en god modstander, og jeg det er en kamp for mig at holde mig til gameplanen, i stedet for at overgive mig til fristelsen om at spille med al for meget risiko og svinge for meget. I det store hele gjorde jeg det glimrende i dag, men jeg havde for meget tvivl på mig selv, til at jeg kunne blive en reel trussel. Spillemæssigt var der ikke meget forskel. Jeg vil måske gå så langt at sige, at jeg var bedre, når bolden kom i spil. Forskellen var, at han servede meget godt, og jeg aldrig fandt rytme med at returnere, og at jeg ikke kom nok til nettet over en hel kamp. Jeg havde problmer med lidt smerte i anklen, hvilket hæmmede mig i de “hurtige afsæt” som fx returer og antrit til nettet. Så vi kom ind i lidt for mange dueller fra baglinjen, som i længden skabte rytme til ham, og pres på mig selv. Jeg spillede to tynde games i slutningen af begge sæt, og det var det. Jeg havde store problemer at time hans andenserv, og det var en af nøglerne til, jeg ikke fik lagt nok pres på ham. Men fordi jeg gav mig selv så mange spørgsmålstegn og tvivl, havde jeg ikke rigtigt overskud til at være løsningsøgende i hans serv. Det var ikke et bevidst valg, men det var udfordrende nok at holde mig selv på den rigtige sti spillemæssigt og forsøge at overkomme den tvivl, jeg havde i dig.

Jeg er glad for den her turnering, og jeg kan tydeligt se, hvad det er, jeg skal gøre, for at få den bedste tennis ud af mig. Det står meget klart for mig. Udfordringen ligger i at modarbejde de dårlige vaner, jeg har skabt mig over en lang periode, hvor jeg har accepteret “forkert stil” i jagten på sejre. Det er meget svært, men det er en herlig udfordring, og jeg nyder min tennis mere, end nogensinde. Jeg spiller double i denne uge med Toshi igen.