Jeg er her stadig :-)


July 23, 2018

Ja, jeg havde ikke lige regnet med, jeg ville tage orlov fra min side. Det var i hvert fald ikke min plan. Jeg tabte tråden, og da det samtidig var en lidt ekstra overvældende periode, var jeg ikke i stand til at finde tilbage. Jeg besluttede mig for aktivt at lægge den lidt på køl i en periode, da jeg alligevel var klar over, at jeg realistisk set ikke ville få den opdateret, og på den måde kunne spare mig selv for den daglige påmindelse om, at jeg endnu engang ikke havde opdateret min side. Nu burde jeg være tilbage til normalt flow.

Nu er der i mellemtiden kommet lidt mere ro på min dagligdag, og jeg er ved at være tilbage til min “normale dagligdag”. Jeg spiller over sommeren bundesliga holdkampe for min tyske klub, Tennis Ewige Liebe Blau-Weiss Neuss. Af den årsag bliver jeg i Europa, indtil de kampe er færdige d. 12. August. Derefter går det løs i USA, og pga det uventede markante hop på doble rangeringen for mig, starter jeg med US Open, og muligvis Winston Salem ugen inden, hvis det lykkes mig at finde en partner. 

Ellers er min plan for resten af året uændret. Der kommer til at være store ændringer til det professionelle turnerings setup fra starten af 2019, og det kommer til at være mere udfordrende at spille challengers og opad. Der er ikke rigtigt nogen, der ved præcis, hvad det kommer til at betyde i praksis, så jeg hamrer på resten af året for at give mig selv det bedste udgangspunkt, inden 2019, og så må jeg se, hvor jeg står til den tid. Det er min plan at øge min turneringsaktivitet markant i efteråret.

De sidste par uger har, som sagt, været lidt anderledes. Jeg havde håbet på en god græssæson med Joe, og jeg var virkelig glad for, at jeg fik muligheden for at revanchere min sidste optræden i Wimbledon, der sluttede pænt antiklimaktisk. Jeg spillede sidste gang i 2016, og det regnede en del, så de første par runder i double turneringen blev ændret fra 5 sæts kampe til 3 sæts kampe. Ikke nok med det, så regnede det en del under selve vores kamp, så der var konstant afbrydelser, og det føles aldrig som om, kampen rigtigt fik et flow. Så min prioritet var at forlade Wimbledon med oplevelse, jeg ville se tilbage på med glæde og tilfredshed. Jeg havde mere eller mindre affundet mig med, at der var en realistisk chance for, at jeg havde spillet min sidste Wimbledon, inden døren lidt uventet åbnede sig igen. Jeg var fuldstændig indstillet på ikke at lade den mulighed gå til spilde. 

Fra første kamp, vi spillede sammen i Loughborough, fandt mig og Joe sammen i et glimrende samarbejde. For det første passede vores spillemæssige kvaliteter godt sammen, og for det andet havde fra starten af en meget klar og uemotionel kommunikation, der gjorde, at vi meget hurtige kunne hjælpe hinanden og korrigere fejl på banen uden at skulle bekymre os om, at den anden ville håndtere den kommunikation negativt. Så da vi kom til Nottingham igen, hamrede vi på, som vi slap i Nottingham. Joe spillede en super turnering, der endte med en titel til os, og jeg servede tilfredsstillende og holdt tilpas godt niveau, selvom jeg ikke var helt tilfreds med mit niveau.

Jeg har altid fundet det udfordrende, når jeg bliver meget bevidst om, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, det er Joe, der har taget intitiativ til samarbejdet og ham, som har den dominerende rangering, så jeg var meget opmærksom på, at gøre så god en figur, som muligt. Nogle gange bliver den intention så voldsom, at jeg taber mig selv lidt. Jeg er vant til at spille på rygraden og følge mine instinkter, så når jeg lige pludselig bliver meget bevidst om, hvad jeg forsøger at gøre, kan jeg godt blive lidt stiv i betrækket, når jeg spiller. I stedet for at gøre tingene automatisk, begynder jeg at prøve at gøre dem. Det betyder ikke nødvendigvis, det kun er skidt, for jeg bliver også tvunget til at stille spørgsmålstegn ved, hvad jeg gør, og den vej leder det til forbedring. En af de ting, jeg kan blive meget bevidst om, er, at der er en general forventning om, at jeg returnerer godt, og at det er en af de ting, jeg bidrager med til et partnerskab. Normalt tænker jeg ikke meget over mine returneringer, men stoler på dem, og “reagerer”. Jeg fandt mig over græsset ofte i situationer, hvor jeg aktivt forsøgte at fremprovokere den gode følelse, og derved tabe flowet. Jeg kan bedst beskrive det ved at sammenligne med at gribe en bold. Når du griber en bold, griber du den bare. Hvis du først skal begynde at gå igennem hele den fysiske mekanik, der skal til at gribe bolden, bliver det akavet, og risikoen for ikke at gribe bolden øges.

Når det så er sagt, håndterede jeg alle de her udfordringer meget tilfredsstillende. Jeg kan mærke min mentale træning virkelig begynder at bære frugt, og jeg har udviklet min håndtering af disse brændpunkter markant. Så på trods af aldrig rigtigt at finde fuldt flow, spillede jeg på et aldeles glimrende niveau. Specielt fortsatte jeg mit høje niveau i servepartierne helt inditl de sidste to sæt i semifinalen, hvor jeg smed to meget tynde servepartier afsted, der endte med at blive afgørende. Selvfølgelig ærgerligt, men jeg var ikke specielt godt kørende i semien, så at jeg overhovedet fandt så relativt godt niveau i den kamp var en succes i min verden. 

Det var en storslået oplevelse endnu engang at gå dybt i en grand slam, og endnu engang med en gut, jeg kom godt ud af det med. Det glæder mig, vi gik til semi, så Joe også kunne blive medlem af Last 8 club. Det var også en herlig oplevelse endnu engang at kunne spille foran venner og familie, og jeg må indrømme, at min “Wimbledon redemption” gik lidt bedre, end forventet :-).

Derudover har jeg haft fornøjelsen af at debutere som assistenttræner for en ung svensk spiller, Mikael Ymer. Vi har haft lidt kontakt på siden, og jeg var så med ham for første gang til ATP turneringen i Båstad. Det var en herlig oplevelse, og jeg ser frem imod at fortsætte samarbejdet fremover. Jeg kommer ikke til at lave ændringer i min plan af den årsag dog. Jeg synes, det er sjovt og spændende, og hvis han kan bruge min hjælp, vil jeg gerne hjælpe. Han er en herlig dreng med et stort potentiale, og jeg er spændt på at se, hvor langt han kan gå.

Nu er det, som nævnt, tilbage til min sædvanlige tour. Jeg træner på hardcourt i denne uge, inden jeg i slutningen af ugen rejser til Spanien for at spille en challenger i Segovia. Ugen efter spiller jeg i Portoroz, Slovenien.