Italiensk liga


November 13, 2017

Italiensk liga er en pudsig størrelse. Det indeholder alle fordomme på både godt og ondt, som jeg havde om liga i Italien. Kaos, ulogiske regler, mere snak end handling, kærlighed til sporten, begejstringen for en stor begivenhed, fantastisk tennis, enestående mad, en enestående evne til at gå fra total afslappet til det røde felt på et splitsekund og meget mere. Jeg har nu spillet 8 år eller lignende for min klub, TC Park Genova. Det har været en suveræn oplevelse, men jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde kommer til at være helt afklaret med, at jeg ikke aner, hvad er kommer til at ske fra den ene dag til den anden – det er den eneste sikkerhed, der er!

Kaos er måske et stærkt ord, og jeg er måske ikke lige den første, der skal smide rundt med den slags begreber. Uanset hvor meget, jeg forsøger at være proaktiv i at finde ud af, hvordan dagene kommer til at se ud, så jeg nogenlunde kan forberede mig, vil jeg aldrig kunne komme helt tæt på et realistisk svar. Opvarmning, træning, afgangstider, hvem der spiller med hvem, hvor vi spiller, hvordan vi kommer til de forskellige steder, hvornår og hvordan vi spiser osv. Bliver alt sammen taget, som det kommer. Jeg har igennem årene mødt udfordinger med det her, da det netop er en ting, jeg forsøger at kontrollere ekstra meget, da det er en af mine store svagheder. Alle andre er meget afklarede, og griner bare af mig, når jeg fremhæver det. “Fred, it’s Italy” med et stort smil på læben. I selve kampene, bliver doublerne sat efter singlerne, og der er som regel officielt set 45 mins pause. Jeg husker ikke at have startet til tiden med doublerne endnu. Efter en time begynder folk langsomt at slentre tilbage til banerne, men der er ingen, der rigtig ved, hvem der møder hvem og hvor.

Reglerne…jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg har det som om reglerne er blevet ændret markant hvert år, jeg har spillet der. For det første, må man spille på det underlag, man vil. Indendørs, udendørs, hardcourt, tæppe, grus, kunstgræs osv. Klart de fleste spiller på udendørs grus, hvilket for mig har været lidt af en udfordring – specielt i den bedste division, der bliver spillet i oktober/november/december! Finalen er så på neutral grund med lynhurtigt underlag. Det betyder, der kan komme nogle skæve resultater. Sidste år var vi 4 hold i den indledende gruppe – 3 udendørs grus, 1 hurtig indendørs. Det betød, at det ene hold var meget gode på hjemmebane, men ikke gode ude, så de kunne lige pludselig drille nogle hold som de blev onduleret af på udebane. Den mest pudsige regel er, at der skal være to spillere på holdet, der har spillet junior tennis eller 8 år i træk for holdet. Den regel er nu blevet modificeret, så de spillere skal være under 30 år gamle. Sidste år var reglen god for os, og det var derfor, vi klarede os godt. Jeg gik ind under den regel, og spillede 4. Single, men vores 3. single, der lå 340 i verden ligeledes gik ind under reglen. Og vi toppede så til med gode spiller i toppen. I år gælder jeg så ikke, så jeg har kun spillet en double for holdet i år. Vi har nogle yngre på holdet. De er stadig gode spillere, men de mangler lige lidt endnu. Andre hold har det meget sværere, og der er nogle spillere, der bliver trynet, hver uge. Da jeg startede i klubben, skulle man kun have en af dem. Næste år laver de ændringer med bane forholdene i klubberne, hvilket mange kommer til at have problemer med. Og den måde de holder styr på reglerne er med så meget opmærksomhed til hver detalje, og så omhyggelig/langsom udførelse, på grænsen til det meningsløse. Det stemmer ikke med deres ellers så afslappede natur. Jeg forstår ærligt talt ikke, havd mange af de her regler gavner. Det virker ikke til, der er nogen, der er tilfredse med dem.

Det er naturligvis fantastisk mad, vi får hernede. Jeg Der er naturligvis nogle ting, jeg som atlet slet ikke forstår. En standard morgenmad er en chokolade croissant og en kop kaffe, og så er det ellers bare ind og hamre igennem. Når vi er hjemme, hvor jeg bor hos en ven, kan jeg administrere det lettere ved at købe ind selv og lave det, men når vi er på udebane og er på hotel, er det mere udfordrende. Jeg skal være glad, hvis der er skinke og ost til rådighed. Jeg plejer at forsøge at holde mig fra de hurtige kulhydrater, men jeg orker heller ikke det arbejde, der ligger i at skulle handle ind hele tiden for at være forberedt, så jeg prioriterer bekvemmeligheden ved at få det serveret. Og i klubberne serveres der bare pasta i lange baner. Det er dog ikke noget jeg brokker mig over, når det nu endelig skal være! Specielt på hjemmebane, hvor pestoen er fra, er det guddommeligt. Og uanset hvad skal der ikke være noget, der stopper os fra at have et festmåltid om aftenen. Selvom kampene starter 9 eller 10 morgenen efter bliver der hygget og spist til tæt på midnat. Jeg glemmer ikke et af mine første år, hvor vi havde en oprykningskamp på udebane, hvor vi aftenen inden var på en storartet restaurant helt op til midnat. Det tog mig lang tid ikke at bruge energi på at koge sammen over det, men jeg forstår det stadig ikke.

Og det leder mig til det med snakken. Italienerne elsker en god samtale eller at snakke om opkommende begivenheder. Så når vi skal spille en vigtig kamp, bliver der snakket om det i en evighed op til og bagefter, men bemærkelsesværdig lidt energi bliver lagt i sleve kampen. Så sent som i lørdags havde vi den vigtigste kamp i sæsonen. Al fokus op til handlede om, hvorvidt en spiller fra det andet hold kom. Helt op til aftenen inden. Det gjorde han ikke, og alle var glade. Da det så var tid til at spille, leverede holdet en flad indsats, og i stedet for at se indad eller tage ansvar startede snakken sekundet kampen var færdig. “Nu, hvor vi tabte, kan de her så tabe point til et andet hold, så vi alligevel kan gå videre fra gruppen?”. Det har været tilfældet siden det første år, jeg var her. Kampene er allerede spillet, inden de går igang, og når de så er færdige er det allerede næste kamp igen. Det er næsten som om selve kampene er mindre vigtige. Det lærer jeg aldrig at håndtere, og jeg har efterhånden lært, at jeg ingen indflydelse på det har. Jeg kan ikke sige noget, der gør en forskel, så jeg forsøger at lukke ørene og fokusere på mig selv. De, spillerne/holdet, snakker meget om at blive mestre eller have gode intentioner, men der er ikke meget handling bag.

Men gode spillere, det er de. Og de er gode på en måde, jeg godt kan li. Det skal helst ikke gøre for ondt, og der er meget fokus på tennismæssige. Så spillerne er teknisk meget veludviklede, det ser godt ud, de er taktisk meget smarte og mestrer mange forskellige situationer rent tennismæssigt. Det kan mærkes på publikum, der altid lever sig ind i alle kampe, og aldrig holder igen med stor applaus og tilråb af “Grande!”, hvis der bliver spillet et godt point. Og det er helt seriøse tilråb i alle slags momenter. Selv hvis der bare er spillere, der hygge spiller foran terrassen, bliver der råbt ned fra folk, der sidder og nyder deres kaffe og cigaret. Og selv, hvis det er halvgamle spillere med stegepande greb. Når der så er holdkampe, eller turneringer for den sags skyld, er de ekstra begejstrerede. Igen, uanset niveau. Der kan være en lokal motionist, der spiller mod en anden middelmådig spiller, og alle flotte slag eller point bliver modtaget, som om det er Federer, der har sendt det afsted. Den første tanke, jeg altid får, er hvordan de kan komme så meget op at ringe over så lavt niveau, eller lav betydning. Men det bliver altid afløst af en flovhed over, at jeg har den attitude. Jeg skal ikke smide den af på Danmark, og tager ansvar for mine egne begrænsninger. Jeg føler, det er et gennemgående tema herhjemme. Vi ser ofte ting for, hvad det ikke er, og der skal helt vildt meget til at imponere os. Jeg ville ønske vi og jeg var mere som italienerne, der sidder og nyder en tenniskamp for, hvad den er, lige her og nu. Den passion for sport, ser jeg i det hele taget meget i Italien, og det gør, at alle kampe er spillet for et godt publikum. Men det er ikke et publikum, der er ukritisk. De har deres meninger, og er ikke bange for at sige dem. “Nielsen, in singles no good. Double, molto bravo!” Eller “Nielsen, on clay very bad, on hard a genius!” :-). De gør sig meget i ekstremer :-).

Og netop denne passion gør, at folk er meget begejstrede for begivenheder.  Folk kommer til holdkampene, og de elsker at hype begivenhederne inden. Og de følger det også fint ok med flotte arrangementer. Turneringerne har ofte en stor center court, de sørger for, der ser pænt ud (på trods af stort set alle anlæg er gamle) og medierne følger godt med. Sidste år vandt vi hele ligaen, hvilket i øvrigt var en af de fedeste oplevelser med min tennis. Det var i pænt stor arena med flot center court. Den blev vist live på tv, og blev spillet over en hel weekend – drengene og pigerne samtidig. Der var kun en kamp igang ad gange, så lidt som Davis Cup, kan man sige. Der var godt gang i tilskuerne, og der var stor eufori for os, da vi endte med at vinde. Pga vores resultat i lørdags, kommer vi desværre ikke til at forsvare vores titel i år.

Jeg har været så glad for min tid i Italien. Det har været skide skægt at spille tennis dernede, og jeg har skabt relationer for livet, som jeg ikke kan sætte en værdi på. De er så varme og kærlige mennesker, og mange af dem har taget mig til sig, som en af deres egne. Både mennesker på min egen alder, og også ældre. De er meget loyale, og jeg føler et stort tilhørsforhold til min klub. Jeg har aldrig repræsenteret andre klubber i ligaen, og de kunne sagtens have skilt sig af med mig og fundet en bedre spiller igennem min tid der. De sidste par år var jeg godt nok ikke specielt interessant for dem, men da jeg så blev en af de spillere, der passede ind i reglen sidste år, blev jeg lige pludselig lidt interessant igen :-). Jeg håber ikke det var mit sidste år i Italien!