Igang med den nye sæson


December 30, 2017

Jeg vandt første runde kval i Bangkok challengeren med 6-2 4-6 6-3 over Daniiar Duldaev, KZG.

Jeg spiller i denne weekend kval til en challenger i Bangkok, og jeg kom ok fra start. Jeg kunne godt mærke, jeg lige skulle vænne mig til de livlige forhold, varmen og tidsforskellen, men alt i alt er jeg tilfreds nok med kampen. Jeg mødte min modstander, da jeg for et par uger siden var i Hua Hin, så jeg havde en god ide om, hvad jeg kunne forvente. Han slår hårdt og fladt fra begge sider. Han laver mange vindere, og mange fejl, men kæmper godt og har god attitude.

Han har en ok førsteserv, men hans andenserv var mulig at angribe. Første gang, vi mødtes var jeg ikke dygtig nok til at udnytte det, og kom ind i en del dueller, hvor han fik rytme. Jeg var meget opmærksom på at udnytte de livlige forhold og hurtigt flyvende bolde til at få overtaget direkte fra serv og retur, så han ikke kunne få mulighed for at få rytme fra baglinjen. det lykkedes i returgamet. Jeg slog sygt mange retur vindere og straffede hans anderserver konsekvent, hvilket gjorde det tough for ham at holde serv, da han kun havde en førsteservsprocent på 41. Han lavede også en del dobbeltfejl i stress og min vellykkede aggression. Til gengæld kunne jeg ikke rigtigt få det til at køre i min serv. Mit opkast fløj, mine ben hjalp ikke til og jeg havde ikke rigtig fornemmelse for boldens bane gennem luften. Så jeg servede få første server og smed et par dobbelfejl afsted selv. Det gav et lidt pudsigt, hvor jeg vandt med 6-2, selvom jeg blev brudt to gange.

Han brød mig igen til at starte andet sæt, og efter han afværgede breakbold i næste game, var det som om, det gav ham lidt pondus, og han begyndte at få lidt mere held med serverne. Desuden begyndte han ganske smart at serve en del virkeligt langsomme server, som jeg havde svært ved at angribe, kombineret med flere hårde førsteserver. Jeg kunne også mærke at varmen begyndte at trykke. I den sidste kamp, jeg spillede, forsøgte jeg at forcere breaket tilbage hurtigt, så jeg var opmærksom på, at holde roen. Jeg fandt bare ikke den rigtige balance, for jeg savnede lidt urgency. Det var som om, jeg regnede med, at det nok ville komme, fordi jeg havde haft så godt styr på hans serv. Til gengæld begyndte jeg at få lidt bedre styr på mine egne servegames. Jeg begyndte sådan ikke at serve bedre, men jeg fandt lidt bedre balance i det og kom en del fremad. Vi holdt serv, indtil han skulle serve for den ved 4-5. Der kom et pænt komisk parti. Det var kampens længste, og han havde i hvert fald 3 sæt bolde, og jeg havde også et par brekabolde. Jeg blev ved med at være heldig med ramme returer, netrullere, lette fejl fra ham – de kom dog af, at jeg sled meget godt for det. Endelig fik jeg en breakbold, og endelig klokkede jeg en retur. Den var faktisk så god, at jeg regnede med, det var en ren vinder. Jeg ser så, han får skeen på og lægger en høj svæver tilbage, så jeg stormer frem for at kompensere for min manglende reaktion, så jeg kan få så let et smash/volley, som muligt. Lige inden, jeg skal slå til bolden falder det mig ind, at jeg er på vej til at ramme nettet, hvis jeg svinger, så jeg løber forbi bolden, lader den hoppe for så at vende om og slå til bolden med ryggen til nettet – og bolden havner naturligvis i væggen! Det er svært at vide, hvad folk, der så på, må have tænkt, og selv min modstander trak på smilebåndet. Det var som om, det var det, og jeg tabte de næste to games på ingen tid.

Jeg fik nulstillet godt, og kommet godt fra start i 3. Det var ikke fordi, jeg blev friskere, men jeg var fattet og sled godt for det. Jeg servede tyndt, men fik nogle gode server på vigtige tidspunkter, og holdt i det hele taget fint niveau i egen serv, selvom jeg blev mere og mere bange for bolden fra baglinjen, og trak mig i mange slag, der medførte nogle afsindige fejl. Jeg var dog god til at komme meget frem og derved holde presset på ham. Jeg fik mere fat i hans serv, og han måtte komme op med et godt game til at afværge 3 breakbolde ved 2-1. Presset på ham byggede sig, og jeg var i stand til at kæmpe mig til et break til 4-2, hvorefter jeg ikke helt smidigt servede den ud. Jeg tændte lidt mere til i 3., og havde god koncentration. Niveauet var ikke mindeværdigt, men jik fik anvendt mit repetoire, og brugt de offensive kræfter, jeg havde i stedet for at fokusere på, hvad jeg ikke havde. Det er jeg glad for.