I kvalfinalen i Busan


May 13, 2018

Jeg vandt min anden runde kval med 6-7(5) 6-4 6-0 over Wishaya Trongcharoenchaikul, THA.

Jeg havde trænet en del med ham i Seoul og havde en meget god fornemmelse for, hvad jeg skulle gøre. Så jeg startede fortrøstningsfuldt og spillede egentlig ok. Jeg fik et tidligt break, og kom foran 5-2. Der var ikke nogle mønstre i spillet som sådan, og vi skulle lige se hinanden an. Banen var markant langsommere, end de andre uger, og det var svært at spille igennem banen, som jeg havde været i stand til de andre uger. Jeg returnerede rustent og og fik ikke rigtigt bygget spillet op, men det samme gjaldt for ham. Når jeg siger, det er en langsom bane, så mener jeg det, men den er også pudsig, fordi de flade slag og server går fint igennem banen. Så det kan være svært at time opspringet. Det er en fed nok bane at spille på, jeg skal bare have lidt tid til at finde timingen.

Ved 5-3 lavede han den første meningsfulde justering idet han trak sig længere tilbage i banen på mine andenserver for at løbe rundt og anvende sin kraftfulde forhånd. Jeg var adskillige gange ikke skarp nok i andenserverne til at ramme hans baghånd, og han fik anvendt det til at skabe sig et overtag i duellerne, og brød tilbage. Jeg havde 0-30 i næste game, men hans servede sig godt ud af det. Som reaktion på hans taktiske ændring fokuserede jeg på førsteserver resten af sættet, og det gik godt, indtil 5-3, hvor jeg besluttede mig for at skifte tempo og gå efter en hårdere serv. Da jeg missede den, gik jeg ekstra hårdt på andenserven for at ramme hans baghånd, og overspillede den til en dobbeltfejl. Nogle løse point og et godt point fra ham, og sættet var væk.

Jeg var selvfølgelig arrig over at tabe sættet, men jeg var god til at kanalisere vreden indtil noget konstruktivt. Jeg fokuserede på at bygge spillet op om hans baghånd, der var mindre farlig. Jeg stillede mig lidt længere tilbage for at returnere hans serv, da det hovedsageligt var farten, der voldte mig problemer. Jeg fik bedre fat og fik et tidligt break, men de vi fik nye bolde ved 2-1, fik han slået nogle flere vindere, og havde held med at slå sin baghånd op langs linjen. Jeg var i problemer i et par partier. Specielt partiet ved 2-3 var rimeligt vildt – jeg kan ikke engang huske, hvor mange breakbolde, jeg reddede (jeg reddede 10 af 11 i hele sættet). All breakboldene afværgede jeg med godt spil, og det parti viste sig at være et nøgleparti. Jeg udnyttede momentummet til at bryde i næste parti, og byggede videre. Jeg anvendte den selvtillid til at spille et pisse godt game til at serve sætte ud. Jeg besluttede mig for at angribe partiet ekstra meget og tage ham lidt på sengen, i stedet for at give ham mulighed for at spille, som jeg gjorde det i første sæt. Jeg vandt partiet hurtigt og på en fed måde. Jeg spillede serv/volley på 3 af 5, og det gav mig et boost, og desuden virkede det også som om han tog skuffelsen over at tabe sættet meget tungt, og jeg hamrede over ham meget hurtigt i 3. Jeg satte tempoet lidt op imellem pointene og fokuserede på nogle få mønstre, der blev ved med at fungere, så jeg fortsatte så længe de fungerede, hvilket var hele sættet. Han servede færre førsteserver, og jeg var over hans andenserv og så mig ikke tilbage. Han vandt kun 8 point i 3. sættet.

Det var en god sejr, og jeg er glad for, hvordan jeg håndterede kampens udfordringer, og jeg ser frem til at bygge videre på det i morgen!