I kvalfinalen


March 5, 2018

Jeg vandt min 2. runde kval med 6-3 6-4 over Luis David Martinez, VEN.

Det var anden runde, fordi jeg som seedet spiller havde bye i første runde. Jeg spillede solidt og følte, jeg havde kontrol over begivehederne fra start til slut. Jeg servede og returnerede rigtigt fint på det hurtige underlag, vi spiller på her, og jeg følte jeg havde mere power og offensive tangenter at spille på. Jeg fik dog aldrig helt fornemmelsen af, at jeg spillede en regulær kamp. Det er første gang i lang tid – jeg kan slet ikke huske, hvornår sidste gang var – at jeg spillede en professionel kamp uden dommer. Jeg var pænt stresset af at skulle dømme selv. Og jeg var ærligt talt også lidt nervøs ved tanken om at skulle møde en, der dømmer uretfærdigt. Det ser jeg tit i de kampe, der spilles uden dommer. Heldigvis var min modstander ekstremt fair, og vi havde en total reel kamp. Der var ikke nogle uoverenstemmelser overhovedet. Dog lå det hele tiden i baghovedet under duellerne, og jeg var hunderæd for at lave nogle elendige domme – både mod ham og mig selv. Derudover var der ikke boldskifte før et evt tredje sæt, så det var en helt ny situation for mig. Jeg har brugt meget tid på at etablere nogle gode rutiner baseret på de forskellige forhold, jeg spiller under. Det er bl. a. boldskifte i forhold til boldbytte. I dag var forhold, jeg ikke inden havde etableret en rutine for, så jeg brugte meget tid på de nye forberedelser inden. Jeg synes, det lykkedes relativt ok for mig, og jeg spillede ganske glimrende. I morgen er der heldigvis dommer på igen, men boldskiftet er uændret. Det betyder bare meget, at ansvaret for at dømme er neutralt, og at jeg ikke behøver at tænke på det, mens jeg spiller.

Rent tennismæssigt har jeg fået lavet nogle fine justeringer. Noget af det, jeg har fokuseret på at justere fra sidste uge er at finde kontrollen i mit baglinjespil. Det har undret mig, hvordan jeg kan føle mig så godt tilpas og så alligevel slå så langt ud over baglinjen, som var tilfældet i sidste uge. En naturlig ændring er at strenge mine ketchere lidt hårdere op, så det har jeg gjort. Desuden har jeg vurderet, at jeg har slået for meget på boldene, og forholdene er simpelthen for hurtige til, at jeg kan slippe afsted med det. Jeg har ikke nok ketcher fart, når jeg slår, og kommer derfor til at være meget afhængig af at ramme bolden meget præcist. Jeg slår derfor overvejende slag i begge ender af skalaen, men mangler de solide slag. Jeg har derfor arbejdet på at cutte mit sving ned og anvende modstanderens fart bedre, hvilket egentlig er noget, der passer mig godt. Jeg har nogle gange udfordringer, hvis jeg er meget på i fødderne, i det mit sving så følger proportionelt med, selvom det ikke nødvendigvis er det bedste for mig. Det er gået glimrende, og jeg har ikke tabt noget i fødderne af den grund. Desuden har jeg fået lidt mere ro i servebevægelsen, og jeg server glimrende.

Double starter også i morgen. Sign in lukker kl 12 og så bliver programmet lavet for eftermiddagen. Det kan være, jeg spiller kl 13 eller 17 – det er ikke til at vide. Pænt jammerligt system. Sign in lukker altid dagen inden, turneringen starter, så spillerne kan planlægge deres dag – og turneringen et ordentligt skema. Jeg kan risikere at spille 9.30 og så 17 igen. Det er et håbløst system, og det burde ikke være tilladt. Det var det samme i sidste uge. Tåbeligt system. Havde vi så bare vidst, at alle kampe skulle spilles, kunne vi reagere på det, men det er ikke alle kampe, der bliver spillet. Det virker åndssvagt at gøre det så kompliceret, når der er så simpel en løsning – ha sign in en dag tidligere! Alle spillere er her alligevel. Nå – det er, hvad det er…