Hvad vil vi med vores talenter, og hvor meget vil vi det?


April 2, 2018

Denne måneds artikel er en slags leder. Jeg har lyst til at skrive den her artikel, fordi vi går en meget spændende tid i møde. Eller, det er faktisk allerede en meget spændende tid for dansk tennis. Vi har en nuværende grand slam mester i Caroline, som derudover lige er blevet vurderet til at være “the most powerful” kvindelige atlet i verden af det anderkendte magasin, Forbes. Det var “the most powerful” kvindelige atlet i verden! Vi har en meget stærk gruppe af spillere, der hamrer igennem på college, og som stille og roligt er ved at gøre sig selv til virkeligt gode tennisspillere, der kan være en herlig gevinst for dansk tennis. Og så har vi et kuld juniorer, der ikke er set lige så lovende, siden 1981 årgangen. Og det er netop dette kuld juniorer, der har fået mig til at tænke over, hvordan vi kan hjælpe dem bedst muligt, og hvad er det er, vi gerne vil have ud af dem.

Først og fremmest synes jeg, det er vigtigt at anderkende, at vi alle er på helt ny grund. Det er en periode, hvor vi må lære, mens vi arbejder, og acceptere, at vi nok kommer til at lave en del fejl undervejs. Landskabet rykker sig hele tiden – både ude og hjemme, og det stille krav til, at vi hele tiden er fleksible, og så vidt muligt forsøge at være foran kurven, så vi ikke bliver taget med bukserne nede for mange gange. Juniorerne har ikke nogle danskere at læne sig op ad. Der er ikke nogen klar vej for dem i den hjemlige infrastruktur, og en af deres store udfordringer er, at de skal være banebrydende og sætte standarder for de efterfølgende generationer. Og netop fordi der ikke en dansk infrastruktur, der leder til WTA eller ATP tourene, og fordi vi ikke har hjulpet en dansker til netop disse milepæle i tennis siden elitecenteret lukkede, er det også en ny situation for forbundet, klubberne, trænerne, forældrene, sponsorerne osv. Derfor er det urimeligt at forvente, at vi rammer plet i første forsøg, og vi må derfor angribe opgaven med noget ydmyghed og tolerance.

En ting, der dog ikke er til diskussion i mine øjne, er, at det er vigtigt at smede mens jernet er varmt. Der er ingen garanti for, at juniorerne kommer til blive bedst i verden. Der er så mange ting, der spiller ind, men når du har en stærk hånd i poker, er det om at gå all in og forsøge at vinde puljen. Og lige nu sidder Danmark altså med en top hånd, så det er tid til at gå all in. Som jeg ser det, er først skridt at accpetere, at vi har med ekstraordinære spillere at gøre, der derfor kræver ekstraordinær behandling. Det er historisk set udfordrende i DK at overgive sig til erkendelsen om, at nogle folk er mere specielle, end andre. Og hvis der er tvivl, så lad mig da byde ind med min holdning: de er specielle! De er bedre, end de andre, vi har! De skal have ekstra meget opmærksomhed! De skal forskelbehandles og bruge mere af vores tid, end andre! Det handler ikke om, at de andre ikke er gode på nogen måde. Det handler om at acceptere, at de her unger er ekstraordinære, og der er ingen, der vinder noget som helst ved at lade som, det ikke er tilfældet, eller være politisk korrekte om at inkludere fællesskabet.

Det, der i mine øjne gør de her spillere ekstraordinære, er en kombination af mange ting. Vi har mange gange tidligere haft virkeligt gode juniorer rent resultatmæssigt, der ikke endte med at blive til noget specielt. Resultater i sig selv kan være forskruede, specielt med spillere, der knap nok er trådt ind i puberteten. Men de resultater, vi har set fra de her spillere, har været exceptionelle. Det er resultater, der vækker genlyd på verdensplan. Men vigtigst af alt har vi med spillere at gøre, der virker villige til at have en suveræn attitude i måden de arbejder på. For det første er de ikke bange for at gøre op med danske normer om at sigte højt og melde det klart ud. For det andet arbejder de allerede nu med en modenhed og professionalisme, som mange voksne spillere kunne lære noget af. De har øjnene på processen og ved godt, det handler om det store billede, og de tager det initiativ selv. Det gør, at de i mine øjne allerede er langt foran deres alder både resultatmæssigt og i modenhed. Og det er ikke sammenlignet med danskere, det er på verdensplan. De er allerede etablerede navne, som verden holder øje med. Det får mig til at kalde dem ekstraordinære.

Og det leder mig til spørgsmålet: hvad vil vi med vores ekstraordinære talenter? Jeg tror, jeg snakker for os alle sammen, når jeg siger, vi alle gerne vil have danskere i grand slamsne. Men er vi villige til at hjælpe dem dertil? Er vi villige til at sætte dem over egne agendaer og politikker? Når de engang i fremtiden spiller grand slams, står der “Denmark” ud fra deres navne. Det er med andre ord den klub, gruppe, overbevisning, vi alle repræsenterer. Den succes vi skal søge som klub, træner, sponsor, forbund osv bør være usynlig og fuldstændig afspejlet i, hvordan vores unger klarer sig. Hvem der gør hvad hvornår er ikke vigtigt. Det er hvad det leder til, der er vigtigt, og uanset hvad vores individuelle roller er, skal vi bidrage med, hvad der hjælper ungerne. Måske er det ingenting, måske er det lidt og måske er det meget. Hvis der er andre, der kan gøre vores opgave bedre, skal vi være glade for, det er tilfældet, fordi det handler om at skabe den bedste situation for ungerne. Er vi parate til det? Er vi parate til at sætte vores egoer til side for at hjælpe med at skabe en ekstraordinær situation for dansk tennis? Er vi parate til at acceptere, at de her spillere er ekstraordinære? Er vi parate til at accpetere, at de er bedre, end vores egne børn, og acceptere, at de måske kommer til at betale lidt for det?

Jeg har altid repræsenteret Lyngby, og Lyngby er, hvor jeg hører hjemme. Jeg synes, vi gør et glimrende stykke juniorarbejde i Lyngby, og jeg synes trænerne der kan være stolte af sig selv. Jeg ville være ellevild, hvis Lyngby producerede en ekstraordinær junior, og ville være super pumped, hvis denne spiller repræsenterede Lyngby resten af sit liv. Hvis det dog undervejs viser sig, at denne juniors udvikling er bedre stillet et andet sted, vil jeg altid opfordre til, at denne mulighed bliver benyttet, så Danmark kan blive endnu bedre stillet mht at få en ny top spiller. Lidt på samme måde, som det var tilfældet med Clara Tauson for nylig, da hun skiftede til KB. Der er ikke mange penge at finde i dansk tennis, så når KB vennerne går ind og hjælper et dansk talent på vej i sin udvikling, bliver jeg super glad. Jeg er glad over, at der er nogen, der er villige til at hjælpe på et område, der ellers er meget udfordrende i Danmark. Jeg har ikke hørt så meget om klubskiftet – hverken positivt eller negativt. Derfor vil jeg meget gerne fra selv sige “MANGE TAK!!!!” Til KB vennerne for at hjælpe dansk tennis på den måde. Det er storslået! Jeg håber HIK ser det på samme måde. Jeg forstår, det kan være hårdt at sige farvel til en stor profil, og jeg håber, de indser, at Clara får en økonomisk støtte, hun ikke havde fået i HIK, og jeg håber, at HIK er glade for, at deres spiller kan få så stærk hjælp, uanset hvilken klub, hun så repræsenterer, fordi det handler om repræsentere Danmark. Mit håb er, at andre klubber bliver inspirerede af KB vennernes handling til at gøre noget lignende, så vi kan give endnu flere spillere hjælp!

Det er også spændende, hvornår Team Danmark indser, hvad der er under opsejling i dansk tennis. At de har været ude og fremhæve deres rolle i Carolines udvikling må vel pege på, at der trods alt har været succes i deres støtte af dansk tennis, og at en approach med tålmodighed i en sport, hvor folk generelt set peaker senere og senere i stedet for quick fixes er vejen frem. Det er ingen hemmelighed, at Team Danmarks helt store fokus lægger på medaljer til EM, VM og OL. Det skaber nogle udfordringer i en sport, der hverken har VM eller EM. Grand Slamsne er vel en slags erstatning for det, men lad os blive ved OL i et øjeblik. Det er på ingen måde en utopisk tanke, at Danmark er repræsenteret til OL i 2024 med 2 herresingler, 2 damesingler, 1 herredouble, 1 damedouble og 1 mixdouble. Så er der lige pludselig lidt kortere vej til medaljer. Lad os så også lige nævne landsholdene, Fed Cup og Davis Cup. Team Danmark plejer at være glad for landshold, og lige pludselig er der grund til at have realistiske ambitioner om at være i World Group i begge. Hvis ikke potentiel grand slam, OL og world group deltagelse kan få Team Danmark med, må vi bare erkende, at tennis simplethen bare ikke er interessant for dem, og vi kan ikke regne med noget hjælp fra dem. Jeg håber virkelig, det ikke er tilfældet, og jeg håber, de indser, at jo hurtigere, de kan hjælpe, jo bedre bliver chancerne!

Som sagt er det svært at sige præcis, hvad er skal til. Jeg har ikke løsningerne. Det jeg vil forsøge med den her artikel er at spørge os, hvor meget vi gerne vil have top spillere, og hvad vi er villige til at gøre for dem. Jeg så meget gerne, at vi havde top spillere fra Danmark. Jeg har en utopisk drøm om, at vi alle sammen går sammen om at løfte i flok, så vi kan give vores talenter de bedste forudsætninger til at blive gode. Jeg så gerne, at ungerne har fornemmelsen af, at vi alle er bag dem, så de kan udvikle deres talent i ro og mag. De skal ikke fornemme stress over at blive prioriteret, eller have stress over, hvem de gør kede af det eller sure. De skal bruge deres energi på at blive så gode, som muligt, og få så god en oplevelse for deres liv, som muligt. Vi andre skal søge tilfredsheden i at se dem klare sig godt og se det som en gave til dansk tennis. Og de juniorer, der ikke er på samme niveau, skal se det som en gave til dem, at der er nogen, der kommer og hæver standarden for dem. Det betyder jo ikke, at de bare skal glemme det. Tværtimod kan det oven i købet betyde, at situationen bliver mere gunstig for dem. Hvis vi lige ser langsigtet på det, kan vi alle vinde på det. Juniorer, seniorer, turneringer, elite, fans, klubber og forbund har alle noget at vinde ved at vi bliver bedre til tennis i Danmark! Men hvor meget vil vi det?