Hua Hin


November 28, 2017

Jeg vandt i dag min første runde i den første future, jeg spiller her i Hua Hin, med 6-2 6-1 over Vadym Ursu, UKR.

Jeg skulle egentlig have spillet double i challengeren her i sidste uge, men min makker meldte sent afbud, og jeg nåede ikke at finde en ny. Det var lidt ærgerligt, men det gav mig så en masse træningsdage, inden turneringen i denne uge. Allerede fra første træning var jeg godt kørende. Jeg var i London over weekenden og havde fornøjelsen af at få set lidt tennis live fra WTF. Noget af det, jeg altid tager med mig, som jeg synes er sværere at fornemme igennem tv, er, hvor kompromisløse de er med deres slag. Alle slag bliver udført med fuld udveksling i ben og arm. Der er fuld “commitment” til slagene – jeg har svært ved at finde en lige så god måde at sige det på på dansk. Jeg tog naturligvis en masse inspiration med mig fra London, og specielt netop inspiration om “commitment” til mine slag, som jeg føler er en af mine udfordringer generelt. Det, det siger mig, er, at hvis jeg holder igen, stoler jeg heller ikke på min teknik. Hvis jeg stoler på min teknik, vil jeg heller ikke have nogle problmer med at udføre min slag/holde kvaliteten. Jeg kan også se, at det fungerer på træning. Jeg tror de fleste af os kan genkende følelsen af at kunne svinge igennem på træning, når “der er mindre på spil” for så at krampe op i kamp. Jeg har spillet virkelig godt, og havde ærligt talt ikke regnet med, at jeg ville føle mig så godt tilpas allerede. Det er trods alt også udenfor og her blæser en del. Men det har indtil nu ikke betydet noget for mig.

Når jeg så oplever en så positiv oplevelse i træning, som jeg har haft de sidste par dage, mærker jeg ofte en frygt for, at jeg ikke kan fortsætte med samme niveau i kamp. Jeg begynder at tro, at jeg kan styre mit niveau og forcere det frem. Det er naturligvis noget juks – det kan ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke styre et udfald, jeg kan kun styre mit input, og så kommer udfaldet som et resultat deraf. Det er klart med bedre input, øger jeg chancen for bedre resultat, men jeg vil aldrig kunne kontrollere det. I dag var jeg dog glad for at min betænkelighed inden kampen lå i, om jeg ville kunne holde niveau. Tidligere i år lå min frygt i, at jeg ikke ville tabe til en “der var dårligere, end jeg”. Det er klar nemmere for mig, at finde løsninger på at finde ting, der kan styre mit spil, end det er at finde ting, der kan styre et resultat.

Det var da også det, jeg var i stand til i dag. Jeg fokuserede meget på at have aktive ben, svinge igennem bolden, komme til nettet, når jeg kunne og søge muligheden for at slå ned af linjen. Jeg kunne mærke allerede fra første parti, at jeg havde godt styr på min balance, så jeg var ikke bange for også at holde tålmodighed. Nogle gange, kan jeg være lidt bange for det, når jeg er bange for bolden, for så har jeg ikke offensiven, og finder mig selv værende passager. Når det er som i dag, kan jeg sagtens holde duellerne længere, fordi jeg ved, jeg udnytter, hvis jeg får muligheden for at ta initiativ. Jeg følte ikke, han kunne slå igennem mig, og jeg følte at spillet foregik totalt på mine præmisser. Det er relativt langsomme baner og tunge bolde, så vi får ikke meget foræret fra forholdene. Det var faktisk en retfærdig 2 og 1 kamp. Jeg tabte kun 4 point på egen serv, og var foran med break tidligt i begge sæt. Jeg holdt niveauet og tempoet igennem hele kampen. Det er jeg super glad for, for det er ikke noget jeg tager for givet – specielt i år, hvor jeg i tilsvarende kampe har fundet mig selv i sliderkampe (ofte med nederlag). Desuden er jeg glad for, jeg fortsætter min gode tennis fra USA!

Det er et super lækkert anlæg her. Det er relativt nyt, og de har både challenger og WTA turnering her. Der er alt, hvad man skal bruge – specielt som future er det godt her. Thailand er i det hele taget et godt sted at spille. De har fint styr på turneringerne, anlæggene er gode, folk er flinke man kan bo og spise godt relativt billigt og vejret er lækkert. Med andre ord, trives jeg bravt herude :-).