Godt fra start i Loughborough


May 20, 2018

Jeg vandt min første runde kval med 6-7(2) 7-6(10) 6-1 over Remi Boutillier, FRA.

Jeg vandt min anden runde kval med 6-3 6-4 over Simon Carr, IRL.

Jeg er kommet godt fra start her i Loughborough. Naturligvis fordi jeg har vundet mine første to kampe, men især fordi jeg har spillet godt. Noget tid efter mit nederlag i Busan fik jeg langsomt vendt min fokus fra mit kollaps til det gode spil, der gav mig føringen. Jeg har haft fokus på at bygge videre på den offensiv, jeg gerne vil spille, og som fungerede godt i starten af kampen i starten af Busan. Noget af det tennismæssige, der var mest skuffende for mig i Busan var, hvor ineffektivt jeg anvendte min serv. Det har været et fokus punkt for mig her, og jeg har også fået meget mere ud af det. Desuden har jeg meget fokus på at holde intensiteten i benene, så jeg kan holde baglinjen, holde kvaliteten i mit grundspil og diktere så meget, som muligt.

Første kamp var mod en erfaren franskmand. Jeg havde mødt ham en gang tidligere, og havde styr på, hvad jeg skulle forsøge at gøre. Jeg er meget glad for, hvordan jeg eksekverede. Jeg spillede smart, holdt høj kvalitet og var i god balance. Årsagen til, jeg ikke fik overtag på scoreboardet var, at han også spillede godt. Specielt holdt han meget høj kvalitet og disciplin i sine server, og jeg havde svært ved at få fat i dem. Han fik mange første server ind, og når han missede, var det som regel, når han var foran i partiet, og havde confidence til at være lidt mere ambitiøs på andenserverne. Jeg havde ikke haft mere, end en dags træning indendørs, så jeg skulle naturligvis også lige vænne mig til de lidt hurtigere forhold. Men når spillet kom igang, følte jeg, jeg havde overtaget. Han kom fint frem, og anvendte sin forhånd godt, men han havde lidt svaghed i sin baghånd, som jeg kunne udnytte, når vi kom i duel. Jeg var den eneste af os, der havde en breakbold i første sæt, og der slog en stærk serv. I tiebreaken holdt jeg stadig fint niveau, men han fik stjålet nogle point med glimrende defensiv, og gode server naturligvis.

I andet sæt kom han bedst fra start med et tidligt break. Det var første gang, jeg gav flere billige point i et parti, og han udnyttede det. Det jeg er meget glad for med kampen er, at jeg holdt hovedet koldt igennem hele kampen. Jeg følte mig godt tilpas, og følte jeg ville få mulighed for at ramme en retur eller få lidt upræcise server før eller siden, og det var, hvad der skete. Han tabte endelig lidt kvalitet i sine server, og jeg udnyttede det. Derefter holdt vi begge sikkert serv indtil tiebreken, men der havde jeg samme mentalitet. Han startede igen godt, men jeg kørte på, og da han skulle lukke kampen viste han tegn på nervøsitet. Og fordi, jeg havde håndteret kampen godt, og spillet, som jeg gerne ville udnyttede jeg mulighederne godt. Jeg reddede 5 matchbolde, inden jeg vandt sættet på min første sætbold. Jeg spillede matchboldene virkelig godt – og vandt dem med godt spil – foruden en. I tredje sæt var han enten mentalt eller fysisk færdig, og jeg kørte ham over. Han fik et game, fordi jeg tabte koncentrationen og kiggede på ham, der spillede anderledes idet han stort set ikke rørte sig. Jeg fik hurtigt gendannet fabriksindstillingerne og sluttede stærkt af!

I dag mødte jeg så Simon Carr, som jeg mødte tidligere i år i Davis Cup. Derfor kendte jeg til ham, og vidste, hvad jeg skulle gøre. Igen i dag eksekverede jeg godt. Igen følte jeg, at hans bedste chance var at vinde på serverne, men jeg fik lidt bedre fat i returererne i dag, selvom han servede glimrende. Jeg spillede hurtigt og meget igennem banen for ikke at give ham tid til at styre med sin forhånd. Desuden servede jeg ham smart. Han stod langt tilbage og returnerede, så jeg fokuserede på mange førsteserver samt at få den væk fra ham, for så at angribe det første slag. Jeg kom meget frem, og holdt igen i dag god disciplin i mine angreb og bane position tæt på baglinjen.

Det var på mine præmisser indtil 6-3 4-1 dobbeltbreak, hvor jeg viste det første svaghedstegn. Jeg fik et flashback til Busan, og det fik mig til at tabe min koncentration lidt. Jeg spillede det mest tåbelige point samt det mindst intense i det samme game, og meget im od spil og chancer var han nu kun et break bagud. Jeg fattede hurtigt roen og huskede på, at en af mine vigtigste prioriteter i øjeblikket er, hvordan jeg håndterer brændpunkterne. Så jeg trak vejret og fandt frem til det gode spil igen, og servede relativt sikkert de sidste to partier ud.