Færdig i Thailand


January 13, 2018

Jeg tabte min 2. runde med 4-6 2-6 til Evgeny Karlovskiy, RUS.

Jeg skal nok prøve at ændre min vane med ikke at opdatere efter nederlag :-). Det er sådan set ikke fordi, jeg ikke vil. Jeg har bare stukket afsted med det samme, og oven i købet været lidt sløj med en mindre forkølelse siden. Det var et meget skuffende nederlag for mig. Det styrtede ned hele morgenen, og det var meget koldere, end de andre dage, så det var helt anderledes forhold. Jeg vidste, det ville blive udfordrende for mig. Det helt store problem var, at jeg på trods af denne viden, ikke gjorde nok for at give mig selv den bedste forberedelse. En af mine udfordringer er, at jeg er meget afslappet omkring, hvordan jeg administrerer min dag. Jeg tager for givet, jeg har styr på det, og regner med, det hele flasker sig. Engang imellem gør det, og engang imellem gør det ikke. Som regel, havde jeg kunne forberede mig på de situationer, hvor det ikke flaskede sig for mig, ved at være mere grundig i min planlægning. Nogle gange har jeg så meget tid, at jeg udsætter, hvad jeg skal, indtil jeg lige pludselig indser, jeg har travlt. Nogle gange glemmer jeg at gøre ting. Nogle gange er jeg urealistisk om, hvor lang tid ting tager. Det er en prioritet for mig i år, så derfor sætter jeg mig ned aftenen inden en kampdag, og skriver en detaljeret tidsplan ned for morgendagen, så jeg ikke skal tage de beslutninger på dagen, men kan følge “opskriften”. Det har været effektivt for mig indtil nu, og jeg gjorde det også dagen inden min 2. runde. Da jeg så vågner på dagen, styrter det ned i tropisk monsun. Jeg vågner faktisk af, at bygningen ryster pga den kraftige torden. Det er tydeligt, at det kommer til at tage et stykke tid, før vi kommer igang. Jeg nævner det oven i købet til min roommate, at det her er udfordrende, og for ikke at havne i en situation, hvor jeg er sent på den og skal skynde mig, vil jeg have alt mit praktiske gjort tidligt, så jeg er klar til en hurtig tilpasning, hvis det skulle stoppe med at regne. Fordi jeg havde så meget tid, og havde tænkt over min udfordring, gik jeg ud fra, jeg havde styr på det. Hvad jeg skulle have gjort var at skrive en ny plan, så jeg havde tænkt igennem alle situationer. Med andre ord gjort ting, der havde givet mig selvtillid til at håndtere, hvad jeg vidste ville være anderledes forhold og uforudsigelig tidsplan. I stedet gjorde jeg stort set kun ting, der gav mig dårlig selvtillid. Jeg blev ved med at udsætte min morgen rutine i gymmet, der tager en time, fordi jeg følte, jeg havde så meget tid. Da jeg gik derover følte jeg stadig, jeg havde god tid, og var afslappet. Men så slog det mig, jeg ikke havde taget højde for mad, men jeg udsatte det igen, da det “sikkert ville løse sig”. Det ville jo tage lang tid fra regnen stoppede til banerne var spilbare, og det regnede stadig. Da jeg kom op i gymmet, stoppede det med at regne efter 10 min og 45 min senere var banerne spilbare, så jeg hoppede ud og varmede op på tennisbanen, og pludselig havde jeg kun 13 min til at klæde om, fordrede drikke og få lidt i skrutten. Totalt åndssvagt. Jeg skyndte mig op, hastede igennem tingene og løb ned på banen 5 min forsinket – stresset og irriteret på mig selv.

Det var nu kun rent held, der kunne holde mig fra en nedsmeltning. Med held mener jeg, at jeg på en eller anden måde ville få en god start og bare glide igennem kampen. Det skete naturligvis ikke. Jeg blev brudt i første game, og havde ingen ide om, hvad jeg forsøgte på. Min timing var off i de meget tungere og langsommere forhold, og jeg kompenserede ikke for det med mere bevægelse i benene. Min reaktion på at blive brudt, var at blive så vred og muggen på mig selv, at jeg blev en passager i min egen kamp. Jeg behøver vel ikke forklare, at jeg ikke var i nuet. Jeg fik sådan nogenlunde styr på mig selv, og fik spillet mig frem til et par breakbolde til 3-3 med bedre tennis. Jeg fik dem ikke, og i stedet lod jeg min irritation styre mig til et dobbeltbreak nede, hvilket førte til lidt mere afslappet tennis, da jeg følte, at sættet mere eller mindre var væk, og jeg kom tilbage til 4-5 15-30. han lavede et es til á 30, men de næste to point var simpelthen for lette for ham, og jeg tog dem med mig ind til andet sæt som ekstra irritation. Jeg havde derfor pænt meget med mig ind i andet sæt, og selvom jeg fik en fin start og følte mig i en ok position, skulle der ikke meget modgang til, før korthuset kollapsede totalt, og slutningen var simpelthen så fesen. Jeg skabte den fortælling, der blev til virkelighed, selv, og det var som om, jeg ikke ville tillade mig selv at konkurrere ordentligt, når nu jeg havde sjusket i forberedelsen. Det var som om, jeg ikke havde gjort mig fortjent til at deltage ordentligt i kampen, og gjorde derfor mit for at vise dette til omverden. Jeg skulle jo gerne kunne vise alle sammen, at jeg godt var klar over, hvor skidt det var af mig…

Det var selvfølgelig skuffende at tabe på den måde, men det er en måde, jeg kan genkende for mig selv.  Det gør det lidt mere udholdeligt for mig sammenlignet med sidste år, hvor mange af mine nederlag drev mig til vanvid, fordi jeg ikke kunne forstå dem. Jeg vil ikke lade det genere den gode udvikling, jeg har haft på det seneste, men derimod tage det til eftertanke og sørge for, at jeg kan bruge nederlaget konstruktivt. Jeg er nu taget til USA, hvor jeg skal spille kval til en stor challenger i Newport Beach.

PS. Januars artikel udgår, men er tilbage i næste måned.