Færdig i Loughborough


February 11, 2018

Jeg tabte min kvartfinale med 2-6 3-6 til Maximilian Neuchrist, AUT.

Jeg kom aldrig rigtigt igang i den her kamp. Jeg var langsom på fødderne og fik aldrig fundet en god energi i mit spil. Samtidig spillede han smart og på et højt niveau, så det var en udfordrende kamp for mig. Jeg var langsom i reaktionen på returen, og fik derfor ikke fat i så mange. Det gav ham let spil i eget game. I egen serv havde jeg heller ikke så meget pondus. Min skulder generede mig stadig en smule, og jeg havde ikke fornemmelsen af, at jeg kunne snappe i armen, så jeg fik ikke servet igennem banen, og fik ingen gratis point. Jeg følte ellers, jeg havde godt træf, og måske netop, at jeg havde denne følelse, gjorde, at jeg ikke fik fat i den rigtige “urgency” – jeg synes, det engelske ord rammer bedre, og jeg kunne ikke lige finde en god dansk erstatning. Jeg missede med små marginaler, og følte, det var et spørgsmål om tid, før jeg fik vendt det til min vej. Det bluffede lidt virkeligheden for mig, for i bagklogskabens lys, havde jeg nok haft en større chance for at ændre kampens udfald ved at lave mere markante ændringer i min approach.

Jeg spillede den samme vej i halvandet sæt. Jeg var meget tilfreds med min approach mentalt. Jeg havde en fin koncentration, og fokuserede i de rigtige baner. Jeg var problemløsende, selvom jeg ikke fandt de rigtige løsninger. Midt i andet sæt tog jeg beslutningen at prøve at trække duellerne lidt ud og få min stænger igang den vej. Jeg forsøgte at ramme hans baghånd mere og få flere returneringer i spil. Han var god i den her kamp, fordi han var solid og spillede bolden ustresset rundt, og med mit skifte ned i tempo overgav jeg mig til hans stil, selvom det blev lidt tættere. Jeg tror, det havde gavnet mere at spille endnu mere aggressivt og forsøge at tage bolden helt væk fra ham, og ta al rytme ud. Igen, jeg tror det, at jeg følte mit træf var godt, holdt mig fra at gå over i den her grøft. Jeg fik lidt muligheder ved 3-4 i 2., men da jeg ikke fik det game, faldt korthuset sammen mentalt, og jeg spillede et vanvittigt game til at slutte kampen af på. Det gjorde ondt på mig, og jeg er ked af, at jeg endnu engang ikke fik ført kampen ordentligt i hus. Jeg havde så gerne set, at jeg havde spillet en komplet god dårlig kamp, hvis det giver mening. Det dominerede mine tanker om kampen bagefter, og gjorde, at nederlaget føltes værre, end det egentlig var. Jeg vil dog sige, at jeg i den her turnering har håndteret de mentale og koncentrationsmæssige udfordringer i denne uge meget bedre, og jeg har en masse gode ting, jeg tager med mig.

I double vandt vi finalen forholdvist komfortabelt med 6-4 6-1.

Jeg er kommet i tanker om, at jeg ikke har fået lagt billeder ud i lang tid, så jeg fyrer lige nogle af her. Ja, mit garn er vanvittigt, ja, mine trøjer skrumpede i tumbleren, og ja, tumbleren krøllede også mit tøj helt sammen, og jeg prioriterede ikke at stryge det om morgenen, inden en kl 10 kamp 🙂