En hurtig intro til professionel tennis


December 13, 2017

Den anden artikel, jeg bringer, er skrevet af mig selv. Jeg tænkte, jeg ville fortælle lidt om, hvordan livet som professionel tennisspiller egentlig ser ud. Mest fra mit eget synspunkt, men jeg kommer også rundt om tennisverden generelt. Jeg får tit spørgsmål om, hvordan de forskellige ting hænger sammen. Hvis du er inde i tennis, får du nok ikke så meget ny viden af denne artikel :-). Jeg snakker udelukkende om ATP siden her, fordi jeg ikke ved nok om WTA reglerne, men du kan godt regne med, at der ikke er den store forskel.

Jeg vil starte med at fortælle lidt om det fundamentale omkring turneringerne. Lavest i hierakiet, om du vil, har vi de nationale turneringer – penge turneringerne. Det er som regel kun de lokale spillere, der deltager i dem, men de er for det meste åbne for alle nationaliteter. De turneringer giver naturligvis ikke point til de internationale ranglister, så de tjener det formål at have mulighed for at tjene lidt penge og få nogle kampe uden at skulle betale så meget i rejseudgifter. Der er naturligvis også nogle turneringer, der har prestige, så som nationale mesterskaber, men det primære forhold er kampe og penge. Desværre har vi ikke den stærkeste turneringskalender i Danmark længere, og jeg kan ikke umiddelbart huske, hvornår jeg sidst spillede en penge turnering. Andre lande har meget stærkere setup, og specielt Frankrig er virkelig stærkt. Det er næsten muligt at være fuldtids professionel der. Hvis du har en god nok rangering, er du garanteret start penge. Andre lande som Spanien, Tyskland, Italien, USA osv har også et  relativt godt nationalt setup – også fordi gennemsnitsniveauet er højt i det hele taget. Så du vil se god tennis fra mange spillere. Jeg vil sige, at folk generelt ikke bruger penge turneringerne så kontinuerligt, da spillere sætter mere pris på ATP point, og de højere præmierpenge, der ligger derigennem.

En anden del af det nationale system, der er mere anvendt af spillere på alle niveauer på kryds og tværs af landegrænser, er holdkampe. Holdkampe tjener et vigtigt formål for spillerne, da det er en vigtig måde, de kan tjene penge til at investere i deres tennis og rejser. De største ligaer er klart den tyske og den franske. De har nogle af verdens bedste spillere spillende, og de bliver støttet op af flot tilskueropbakning – specielt i Tyskland. Den bliver spillet om sommeren, og de åbne anlæg og potentielt gode vejr, giver mere anledning for folk at komme ud. Desuden har bundesligaen en lang tradition, og de fleste spillere har været igennem der på et eller andet tidspunkt. Den franske er lidt mere pudsig, idet den spilles i november måned i iskolde gamle haller foran meget få tilskuere. Ikke kun fordi, de ikke kommer, men også fordi, der er ikke er plads til dem derinde! Jeg har spillet den et par år, og har altid undret mig over, hvor interessen fra klubberne lå. Men den er utrolig stærk og det er ikke unormalt at se de bedste franske spillere spille en kamp eller to. Det er også lettere at få de gode spillere til at spille i november, hvor sæsonen er forbi sammenlignet med bundesligaen, der er midt i højsæsonen. Der er en del andre ligaer i Europa, der er stærke, som fx i Schweiz, Holland, Østrig og Italien (som jeg fortalte om i et nyligt blogindlæg). Desuden er det let nok at gå ned et par divisioner i de forskellige ligaer og stadig finde gode kampe og hæderlig økonomisk opbakning, så der er mange spillere, der har mulighed for at spille liga. Der er også nogle ligaer i resten af verden, men jeg er ikke så bekendt med formatet derude. Jeg har bare hørt, at fx Korea og Japan har ligaer, der er gode for deres spillere. Jeg har et år været med i World Team Tennis i USA. Det var typisk amerikansk show, og jeg synes, det var sjovt at opleve, men lidt et gedemarked. Den første kamp, jeg spillede, var jeg ikke klar over, vi havde vundet, da vi gjorde, men i stedet var klar til at returnere, fordi jeg var så forvirret! Modsat de europæiske ligaer, hvor du kommer i kontakt med klubben – enten direkte med dem eller via en agent – og så bliver sat på ranglisten, hvis i bliver enige om en aftale, bliver det amerikanske lavet på en klassisk draft. Alle kan være med, og så vælger holdene ellers bare spillere på skift, mens der er regler så de forskellige franchises kan beholde deres yndlingsspillere. Scoresystemet er 5 sæt (alle 5 discipliner) til 5 med afgørende bold ved á 40 og tiebreak ved á 4. Man tæller så sammen, og det hold med flest games sammenlagt vinder så. Dvs du kan tabe 4 sæt og stadig vinde. Du kan skifte ud undervejs, tage timeouts, larme på tilskuerpladserne osv, så der er fint gang i den, og der kommer da også tilskuere, men for mig er det mere opvisningstennis.

Nu begynder vi så at bevæge os ind i de professionelle turneringer, og det er naturligt at starte ved futuresne. Det er de professionelle turneringer af lavest kategori. De er beregnet for folk, der ligger omkring 300 og nedefter på ATP ranglisten. De er hovedsageligt for single spillerne, og hvis du vil være double spiller, skal du hurtigt videre til challengers. Ellers giver det ikke meget mening. De er organiserede af ITF, og derfor uafhængigt som sådan af ATP, selvom det giver point til samme rangliste. Alle spillere kan være med her, men de skal betale for en såkaldt ipin, der er et slags årsabonnement, for at kunne være med i turneringerne. Det koster $65 om året. Derudover skal du betale $40 for at være med i kvalen. Du kommer med i turneringerne via din ATP eller nationale rangering. Top 150 på ATP må ikke være med i turneringerne. ITF har meldt ud, at de vil lave et nyt setup fra 2019 ved at lave et rangering stop ved 750 ATP, og så lave en slags kvalifikationsturneringer for de, der ligger lavere. Jeg forstår ikke selv, hvad det indebærer, og jeg har heller ikke mødt nogen, der gør. Nå, tilbage til nutiden. Præmiepengene ligger på enten $15.000 eller $25.000, og der kan være hospitality også (Dvs. Turneringen betaler dit ophold så længe, du er med i turneringen). Du får 1 ATP point for at kvale ind og kan vinde fra 18-35 point for at vinde turneringen alt efter størrelsen. Du får minimum $156 for at være med, og du kan vinde op til $3.600 alt efter størrelsen. I double ligger det mellem $59 til $775 pr spiller. Futuresne er meget simple og relativt primitive turneringer, der mere eller mindre har til formål at blive spillet. Der er naturligvis undtagelser som i fx Frankrig, Tyskland og Italien, hvor de kan gøre lidt ud af det, men ofte bliver de spillet uden en reel center court, og kampene bliver lagt uden hensyntagning for tilskuere – som alligevel ikke kommer. Der er ikke rigtigt krav til futuresne. De skal ikke providere nye træningsbolde, vand, håndklæder, mad på anlægget, fitness område osv. Der kan let være huller i nettene og so so bane kvalitet. Inden hovedturneringen går igang med boldbytte, kan der være en helt afsindig standard af træningsbolde. Ned til, at du ikke ville kunne se, hvilken bold, der spilles med! Der er ikke boldbørn, og i $15.000 turneringerne, er der ikke krav om, at der skal være linjedommer, så dommeren er på lidt af en opgave. Jeg ser fejldomme, som er svære at forklare, og reaktioner på de fejldomme, der er endnu sværere at forklare. Futuresne er en grind, og det gælder om at komme igennem dem, inden de sætter for dybe spor i dig – eller i hvert vide, hvilke turneringer, du skal rejse til. Nogle er naturligvis bedre, end andre. Det er de “dårligste” professionelle spillere, der spiller futures, så det er også her, der er lavest niveau rent professionelt – både på og udenfor banen. Folk vil gøre, hvad de kan for deres egen skyld, og der kan være krig om træningsbanerne, for ikke at nævne under kampene – specielt i kvalen, hvor der ikke er dommer på. Det er vigtigt at sætte sine egne standarder i stedet for at falde ind i rillen med de andre. Jeg vil dog sige, det er blevet markant højere niveau, siden jeg startede med at spille. Futures er som regel organiserede af de nationale forbund for at give deres egne spiller en hjælpende hånd i at få vigtige ATP point uden at skulle rejse. Nogle lande er meget aktive med turneringer, også fordi de udover forbundene har private sponsorer. Du kan næsten være spille fuldtid i Italien, Spanien, Frankrig eller Tyrkiet. Starten og slutningen af sæsonen er hårdest, fordi der ikke er mange turneringer, mens det åbner sig mere op om sommeren, hvor der er masser af optioner. Som land skal du have mindst tre $15.000 eller to $25.000 i træk for at have turneringerne. Nogle gange kan et land få dispensation, hvis det går sammen med et naboland om at lave nogle turneringer.

Challenger niveauet er det laveste ATP niveau, og det midterste niveau generelt. Turneringerne er tilsigtet de spillere, der ligger ca. 100-300. På challenger niveau begynder du også at se en del spillere, der kun spiller double. Turneringerne ligger fra $50.000 til $150.000 i præmiepenge, og der kan være hospitality (i challenger turneringer, får du minimum 5 dages hotel fra lørdagen inden hovedturneringen, hvis du kommer i hovedturneringen, og i double, er det så læmge, du er med i turneringen). Nogle gange accepterer turneringerne at give dobbelt hospitality, hvis du går sammen med en anden hovedturnering spiller om at dele rum. Du vinder mellem 3 og 10 ATP point for at vinde en rund ei hovedturneringen alt efter størrelse, og du kan vinde op til 125 point for at vinde en turnering. I challengers får du også point for at kvale ind – 3 til 5 alt efter størrelse. Der er dog ikke præmiepenge i kvalen. Du får mellem $520 og $1.560 for at tabe første runde, og kan vinde op til $21.600 for at vinde en turnering. Double er fra $180 til $4.650 pr spiller. Der er en del forbund, der organiserer challengers, men der er også en del private arrangører. Der er ikke rigtigt regel for, hvor og hvornår en challenger må ligge, men der bliver fra ATPs side stillet lidt krav til anlæg og faciliteter. Stadig ikke på samme måde, som på ATP touren, så selvom turneringerne skal give nye bolde til træning, håndklæder, vand osv, kan der let være jammerlige træningsforhold. Det er ikke unormalt at se træningsbaner langt fra hovedanlægget og/eller være helt anderledes, end kamp forholdene. Der er heller ikke forventning om, at der er deciderede tilskuer faciliteter eller lignende. Nogle turneringer bliver da også afviklet på laveste klinge uden tilskuere. Dog er det mere eller mindre standard, at challengersne har livestreaming, så man kan se med hjemmefra. I USA har de oven i købet en kommentator på center court kampene. De store challengers er dog rigtigt flotte og igen er det Frankrig, der som regel har det højeste niveau. Nogle af deres challengers er som små ATP turneringer. Der er som sagt ikke krav til, hvor og hvornår challengersne ligger, men de plejer at ligge relativt belejligt, så de ikke er så udfordrende at rejse til. Jeg ved også, at ATP har det som prioritet, så du ikke skal rejse til Korea for bare en turnering fx. Det bliver hurtigt dyrt og klumset. Så der er ofte nogle sving, som fx et par i Californien, et par i Italien, et par i Korea osv. På challenger er folk meget mere professionelle, og du ser flere spillere med trænere. Folk respekterer hinanden og ting som træningstider mere. Du kan også skrive dig på træningsplanen værende “looking”, hvilket er en invitation til hvem som helst til at skrive sig på med dig. Det eksisterer slet ikke på futures, hvor folk gør hvad de kan for at bombardere planen med navnet i håbet om at få lidt tid til sig selv. Du kan ikke spille challengers uden en rangering, medmindre du får wild card. Der er tilmeldingsfrist til turneringerne 3 uger inden, og hvis du vil spille kval, skal du signe in inden kl 21 aftenen inden kvalen starter og håbe på, du er en af de 26 højest rangerede, der tropper op. Hvis ikke er det bare bad luck.

ATP er så det niveau, alle håber at komme til at spille på. Det er toppen af poppen og ment for spillerne i top 100. ATP touren er opdelt i 3 kategorier – 250, 500 og 1000. De hedder dette, fordi det er det antal point, vinderen af turneringen får. Så 1000 turneringerne er de mest prestigefyldte turneringer på ATP touren (udover World Tour Finals, naturligvis). Præmiepengene for disse turneringer ligger ca på $500.000 for de mindste og op til ca $.8.000.000 for de største. Det er til de her turngeringer, der bliver passet godt på dig. Der er mad på anlægget, træningsbaner af høj kvalitet, transport til og fra lufthavn, fysioterapeuter, massører, gode hoteller, der er betalt for og mere. Anlæggene er som regel også fede. Der bliver stillet relativt store krav til turneringerne om, hvad der skal være på anlægget som fx fitness rum. Det er i det hele taget så meget lettere at spille på atp touren rent praktisk og logistisk. Der er mange flere folk involverede, så der er godt styr på det. ATP har medie fyre, supervisor, referee og tour managers, der er den direkte kontakt for spillerne og fysioterapeuter, hvilket gør det mulgit at få mere kontinuerlig behandling i løbet af året. Det er forventet, at du som spiller i turneringen tager del i medie og sponsor aktiviteter. Du skal tilmelde dig ATP turneringer 6 uger inden, og kvalen 3 uger inden. Det plejede at være sign in til kvalerne på samme måde, som i challengersne, men for ikke længe siden gjorde de kvalen til tilmelding og kun 16 spillere med – hvoraf 2 er wild cards. Double skal du tilmelde dig 2 uger inden, hvor de 10 højeste kommer med. Lørdagen inden turneringen starter er der så endnu en deadline, hvor 4 yderligere hold kommer med. 2 wild card hold giver turneringen 16 par samlet set. Hospitality fungerer på samme måde, som på challenger touren. ATP har også medlemskaber, og der er to slags. Divison 1 og division 2. Division 2 er det mest basale og giver adgang til playerzone og mindre ting, som for eksempel fysioterapeut hjælp til turneringer and nogle rabatordninger til forskellige firmaer. For at blive medlem i division 2 skal du opnå en rangering som top 500 i single, eller 250 i double og koster $300 at blive optaget of derefter $300 om året. I division 1, der koster $1.250 og $1.250, skal du opnå en rangering som 250 i single eller 100 i double. Du kan fastholde dit medlemskab, selvom du falder på rangeringen. I division 1 får du en del mere rabat tilbud til forskellige ting som fx FedEx, Ted Baker og BNW. Der er desuden Sygeforsikring, der hjælper godt, hvis du har en udfordrende medicinsk situation. Desuden er har ATP også en pensionsordning, som du kvalificerer dig til via dine resultater. Jeg er ikke så bekendt med det, da det aldrig har været aktuelt for mig. Du skal spille 6 ATP hovedturneringer i single og 11 i double og nå et vist antal point, for at kvalificere dig et år. For at få pension, skal du kvalificere dig 5 gange totalt, og du må gerne springe et par år over. Jeg har ingen ide om, hvor meget pensionen er, eller hvordan det fungerer, men jo mere, du kvalificerer dig, jo mere får du vist. Jeg tror ikke, jeg fremstår alt for pessimistisk, når jeg siger, at det nok aldrig kommer til at være aktuelt for mig :-)! Der er visse regler, som nok heller ikke bliver aktuelle for mig, i forbindelse med turneringsdeltagelse. Hvis du slutter året i top 30, har du garanteret adgang til en række 500 turneringer, og du skal spille et vist antal turneringer alt efter din rangering. 1000 turneringerne er obligatoriske, foruden Monte Carlo. 250 har ikke samme krav, og de må derfor som regel betale de gode spiller mange penge for at få dem med, da der ellers ikke er det store incitament for spillerne. Det er de bedste 18 turneringer, der tæller til rangeringen, og da Grand Slams og 8 1000 turneringer er obligatoriske (hvilket vil sige, at de tæller på din rangering uanset, om du har bedre resultater på et lavere niveau), og folk some regel spiller et par 500 turneringer, er der ikke så mange pladser til 250 turneringerne. I double er der ingen obligatoriske turneringer, men dine grand slams og 1000 resultater tæller uanset hvad, hvis du vælger at spille dem. Det er derfor ekstra vigtigt at spille godt der, så du ikke risikerer at få et “0” på rangeringen – eller “10” fra grand slamsne i single.

Og så er der naturligvis toppen af toppen, cremen af cremen, det forjættede land, den hellige gral – Grand Slams. Det er de turneringer alle vil klare sig godt i og arbejder på at skabe sig deltagelse i. De fungerer mere eller mindre som store ATP turneringer, selvom det er ITF, der organiserer dem. De forgår, som bekendt, over 2 uger (det er kun Indian Wells og Miami på ATP touren, der er 2 ugers turneringer) – 3 uger, hvis du regner med kvalifikationsturneringen, der spilles ugen inden. Kvalifikationen bliver spillet på de “rigtige” baner på anlæggene, bortset fra Wimbledon, der bliver spillet på, hvad der bedst kan beskrives som en cricket mark i Roehampton. Det føles bestemt ikke, som Wimbledon, før du er med i hovedturneringen. Det siger sig selv, at anlæggene hører blandt de mest imponerende, da de skal spille alle spillere i verdenstoppen fra både ATP og WTA ind. Den eneste udfording kan dog være træning, da der er et begrænset antal baner. Her er det godt at være højt seedet eller et navn, for så får du prioritet. Som useedet double spiller, må du ofte finde dig til rette med de sene timer på dagen, eller kører ud til andre anlæg. Tilmelding i single foregår som på ATP, men ligger du højt nok til at være i hovedturneringen, bliver du automatisk tilmeldt. Der er 128 i hovedturneringen, hvoraf 16 er kvalifikanter, og 8 wild cards. I kvalen er der også 128 spillere med, men der er 9 wild cards. I double er der tilmeldingsfrist 2 uger inden, og bliver din makker skadet fra den dato og indtil lodtrækningen bliver lavet, må du erstatte ham med en spiller, der ligger højt nok til, at i ligger højere, end det lavest rangerede hold, der er med. Der er ingen tilmelding på anlægget. Der er 64 hold med i hovedturneringen, hvoraf 5 er wild cards. Det er kun Wimbledon, der har kvalifikation i double, så der er 4 hold, der kommer med fra kval. Den tilmeldingsfrist er dagen inden kvalen starter. Til gengæld forgår tilmeldingen til mix double på anlægget efter turneringen er gået igang. Der er forskelligt, hvordan folk finde sammen. De gode double spillere har som regel aftaler tidligt, men der er mange, der finder hinanden i sidste øjeblik. I modsætning til ATP, hvor du for det meste får et hotel rum stillet til rådighed, får du til grand slamsne et dagligt beløb at råde over. Det ligger på ca. $300 mener jeg, og du kan bruge dem, som du vil. Der er mange, der bor privat og udnytter muligheden for lidt ekstra løn. Du får fra den dag din turnering starter til du er ude + 2 dage. Australien open er begyndt at give spillerne et tilskud til rejserne – jeg mener, det er oppe på $2.000, og de tilbyder også et par opstrengninger pr match, så længe, du er med i turneringen. Australian Open har altid været en favorit blandt spillerne.

Det var en opsummering af mange af de spørgsmål, jeg ofte får om de forskellige turneringer. Hvis der er mere, du vil vide, skal du endelig ikke tøve med at tage fat på mig via kontakt formularen på min side :-).