Efter Vegas


October 27, 2017

Eftersom, jeg tabte i Vegas, havde jeg mere eller mindre to uger, inden næste turnering. Under alle 3 turneringer, de sidste to specielt, havde jeg problemer med min venstre ankel. Jeg har hele sommeren spillet med smerter, men ikke noget, der var specielt seriøst. I stockton fik jeg det så forværret, og det hæmmede faktisk min bevægelse markant (ja, det kunne blive værre :-)). Jeg spillede faktisk med tapet fod de sidste to uger. Så jeg besluttede mig for at give den lidt ro, så jeg kan føle mig mere frisk til indendørs turneringerne i Charlottesville og Knoxville. Umiddelbart har det hjulpet, og det føles meget bedre. Jeg håber, det holder sig sådan!

Jeg havde besøg af min kærest i Vegas, og da jeg var ude og ikke trænede tennis, besluttede vi os for at hoppe ud i naturen. Det var en fantastisk oplevelse! Vi brugte 2 dage i Zion National Park. Der var blandt andet en hike, der hedder “Angel’s landing”, der var pænt udfordrende for mig. Den var ikke teknisk udfordrende, men mentalt! For at komme til toppen skal man de sidste 800 m kravle op af en bjerg væg, der havde et fodfæste og en kæde til at forhindre et 500 m frit fald. Den slags drops er jeg ikke helt oppe at støde over, og tanken om at klatre den fik mig til at gå i seng med svedige håndflader natten inden! Jeg måtte helt ind og bruge den bedste koncentration og fokus, jeg kender. Og så gik det også fint nok – det var helt fantastisk at nå toppen. Det fik mig til at tænke på, hvor mange ting, jeg tillægger værdi i en tenniskamp. Måske fordi, det ikke er ligeså vigtigt for mig, som at undgå at falde 500 m ned i afgrunden, tillader jeg mig dele min fokus på mange andre ting, som egentlig ikke er vigtigt som fx dårlige slag, missede chancer, hvordan jeg spiller. Min stil i at komme til toppen, var jeg totalt ligeglad med, så længe jeg havde kontrol og stabilitet, og jeg fokuserede kun på at tage det næste skridt hele vejen til toppen. Den slags her og nu, jeg har savnet i tennis. Det er som om vigtigheden af opgaven fik mig til at skærpe min koncentration – noget jeg da også kan genkende fra vigtigere tennis situationer. Det kunne være spændende for mig, hvis jeg kunne lære af den tankegang!

Nu sidder jeg så i toget på vej til Charlottesville efter et par dage i NY, hvor jeg trænede et par dage. Det er skønt at komme indendørs, og jeg føler mig spændt og ved godt mod. Jeg er lidt bekymret over, om jeg har nok tennis i benene, efter pausen, men er samtidig glad for, hvordan jeg rammer den. Det er nu også irrelevant, hvordan jeg føler mig – det hjælper ingenting. Jeg kan stadig kun kontrollere, hvad jeg kan kontrollere. NY er ikke det fedeste sted for tennis. Det er pudsigt, når det nu er en af verdens største byer, men der er ikke så mange baner, og endnu vigtigere, ikke så mange spillere. Jeg graver lidt efter spillere, og har fundet nogle at bruge, og de er flinke på McEnroe tennis akademi på Randall’s Island ved Manhattan til at lade mig spille der. Det er faktisk et lækkert nok anlæg. Men jeg glæder mig til at komme ned til et mere intenst træningsmiljø, og jeg glæder mig til ikke at skramle rundt efter træning. Og så glæder jeg mig til at spille igen naturligvis!