Double titel i Seoul


May 7, 2018

Seoul endte lidt bedre, end det startede. Toshi Matsui og jeg selv endte med at gå helt til tops, og snuppe titlen. Vi spillede en god turnering, og selvom vi måtte redde 4 matchbolde i semifinalen, følte jeg, at vi havde godt nok styr på kampene. Jeg er meget tilfreds med mit eget spil. Min tennis var god, min problemløsning var god og i finalen, da jeg ikke spillede specielt godt, havde jeg god game management. Jeg er specielt tilfreds med fremgangen i mit netspil i min makkers serv.

Pga vores succes i Seoul, var jeg ikke i stand til at spille kval til single i Gimcheon. Det er selvfølgelig ærgerligt, for jeg er meget pumped over at få kampe i øjeblikket, og begyndte at finde en god balance i mit spil i løbet af ugen. Jeg vidste naturligvis inden, at det her scenario var en mulighed, og var afklaret med det. Jeg spiller double i denne periode, fordi min rangering var ved at svinde hen, og jeg ville gerne have den op, så jeg kan gå ind i turneringerne, hvis jeg vil. Både for at spille selvfølgelig, for jeg vil altid gerne spille, hvis det er muligt, men også for at få lidt hjælp med hospitality, så jeg ikke hele tiden skal betale hotel selv, når ikke jeg klarer mig godt i single. 

Folk spørger mig ofte, hvordan vi spillere finder vores double makkere, og det her er en af måderne. Matsui og jeg var ikke i stand til at komme ind sammen i næste uge, da vores rangering kombineret ikke var høj nok, og ikke kunne spille kval, da det var samme dag, som double finalen. Jeg vidste godt, det kunne blive aktuelt, og havde en halv backup i det tilfælde. Han valgte så at rejse til en anden turnering, og så havde jeg ingen. Matsaui er den højest rangerede af os, og der var ingen højere rangerede, der umiddelbart ledte efter en partner, så en halv time inden tilmeldingsfristen var jeg sådan set indstillet på ikke at spille næste uge. Jeg ville spørge Dudi Sela, selvom jeg godt vidste, han nok ville sige “nej”, men kunne ikke få fat i nogen, der havde hans nummer, pga tidsforskellen. Helt random ser jeg, at jeg rent faktisk havde hans nummer, så jeg smider en besked til ham, og ganske rigtigt siger han, at han ikke spiller double næste uge. Han kommer dog med nogle forslag til andre, jeg kunne spørge, men de har ikke høj nok til rangering til at trække mig ind. “Hvad med Pospisil? Jeg kan spørge ham – han træner lige ved siden af mig”. Det gjorde han så, og Pospisil ville gerne spille. Jeg havde ikke engang overvejet at spørge ham selv, da jeg tog for givet, at han ikke spillede double. Så på 10 min gik jeg fra ikke at spille til at stå med en mere en kompetent makker! Havde jeg ikke tilfældigvis tjekket, om jeg havde Dudis nummer, hvis han ikke havde ikke svaret eller ikke stået lige ved siden af Vasek, havde jeg ikke spillet. Så hurtigt kan det gå 🙂