Definitivt ude i Charlotesville


November 1, 2017

Jeg tabte min første runde med 6-7(5) 6-7(3) til Bjorn Fratangelo, USA.

Det var en ganske glimrende kamp. Jeg er glad for, hvordan jeg spillede, og hvordan jeg administrerede kampen. Det var præcis den fortsættelse spillemæssigt, som jeg havde håbet på, og det efterlader mig med en super følelse. Jeg har ikke haft den her følelse af at føle mig sikker på, at jeg kan konkurrere med de her spillere rent niveau mæssigt, inden jeg går på banen. Det er ikke sådan, jeg ikke troede på det tidligere i år, men jeg var ikke sikker på, om jeg ville være i stand til at spille mig ud, før kampen gik i gang. Jeg følte mig begrænset rent spillemæssigt og var ikke sikker på, om jeg ville være i stand til at få min farlighed ud. Det var kun i Recanati, jeg spillede nogenlunde samme niveau hele turneringen. Ellers blev en god kamp efterfulgt af en mindre god kamp. Det er et tegn på, at jeg har mere styr på, hvad jeg forsøger at gøre, og at jeg er i stand til at sætte mig mere på kampene. Det er selvfølgelig kun en turnering, men jeg vil ikke undervurdere, hvor meget det betyder for mig. Jeg er virkelig glad for det!

Han satte et højt tempo fra starten af kampen, og jeg var ikke helt med på det. Han dækkede sin baghånd med sin forhånd meget, og brugte den til at lægge pres på. Jeg havde ikke regnet med, han ville dække så voldsomt indendørs, og troede, jeg havde mere tid til at ramme hans baghånd. Jeg fik ikke ordentlig adresse på mine slag, og var ikke i stand til at spille bolden, hvor han ikke kunne holde presset, når vi kom i dueller. Han udnyttede det til at tage et tidligt break. Jeg lavede gode justeringer og fik brudt tilbage til 4-4 og derefter var det god ball. Jeg havde fornemmelsen af, jeg fik spillet på mine præmisser, og at han hang godt i. Jeg fik en sætbold ved 6-5, som han afværgede med en sætbold. Jeg kom fra start i tiebreaken, og kom foran med 5-3. Pointet til 5-3 var måske dagens bedste fra mig, men den trak tænder ud, og det tog mig lidt tid at finde luft igen kombineret med adrenalin rush, så jeg tabte mit opkast lidt på den næste serv. Jeg fik dog mulighed i duellen og gik efter en flad forhånd, der akkurat sad netkanten. Jeg troede faktisk, den ville hoppe over. Han fik to hurtige point med servevindere på andenserven, og fik lukket sættet med et fantastisk passerslag. Too good.

Andet sæt var han mere ovenpå. Jeg var stadig med, men fik ingen breakbolde. Han fangede mig godt med sine server. Jeg fik aldrig fat i hans anderserver, som han servede godt, og jeg havde en besynderlig retur statistik, idet jeg vandt 18 point på hans førsteserver og kun 8 på andenserverne. Jeg måtte slide mere for mine games, og hang rigtigt godt i. Jeg afværgede 7 breakbolde, hvoraf 4 var matchbolde. Det var stærkt gjort, og jeg er meget tilfreds med, hvordan jeg håndterede presset. I tiebreaken fulgtes vi ad til 3-3, og så tog han 4 i træk. Jeg lavede 4 fejl, men det var hæderlige fejl, som jeg ikke har det store imod.

Alt I alt en god turnering, som sagt. Det vigtigste for mig er at have fundet spillet. Jeg har mere styr på, hvad jeg forsøger at opnå på banen, og hvordan jeg vil udtrykke mig selv. Først kommer spillet, derefter kommer resultaterne og de sidste to nederlag kunne ligeså godt have været sejre, og før eller siden bliver de til sejre, hvis jeg fortsætter det her spil. Nu bliver jeg her og træner et par dage, inden jeg fredag taget til Knoxville for at spille kval til den næste challenger, der starter søndag.