Davis Cup 2019


September 14, 2018

Det er igen Davis Cup weekend, og muligvis den sidste davis cup weekend, som vi kender dem med kampe igennem alle divisioner. ITF har nemlig stemt et nyt koncept igennem, og i den forbindelse vi jeg gerne skrive en artikel om det, mens jeg alligevel sidder i North Carolina og venter på, at Hurricane Florence stilner af, da der er tale om store ændringer til turneringen. 

Kort fortalt, så har ITF udvidet World Group til 28 hold (muligvis 30 hold). Turneringen er opdelt i 2 faser. Fase 1: 12 kvalkampe i februar. Fase 2: Slutspil i november blandt de 12 vindere af kvalkampene, de 4 semifinalister fra sidste års turnering samt 2 wild card nationer ( som, så vidt, jeg er blevet underrettet om, kan være tabende hold fra kvalkampene, hvilket gør det usikkert, om det er 28 eller 30 hold, der ender med at konkurrere i World Group). De lavere divisioner er “uændrede”, men det er de ikke, hvilket jeg kommer ind på senere.

Først og fremmest forstår jeg godt, at Davis Cup har følt sig presset til at lave ændringer, da der igennem længere tid ikke har været kontinuerlig opbakning blandt de bedste spillere i verden, og det mere eller mindre kun er tanken om at vinde det hele, eller det at opfylde OL kravene, der gør at spillerne spiller – som vi så det, da vi selv for 3 år siden mødte Spanien. Personligt synes jeg ikke, der var grund til at ændre noget, men accepterer, at jeg er en minoritet. For mig lugter det koncept, de er kommet frem til, dog som en panikløsning. ATP havde netop annonceret deres nye hold konkurrence, der kommer til at ligge i januar fra 2020, og det virker som om, Laver Cup – selvom det er en opvisningsturnering – er populær blandt fans, og det virker som om, ITF måtte komme op med et modsvar med det samme for ikke at tabe momentum.

En af de vigtigste ting for ITF ved at lave ændringer var at holde fast i “ude og hjemme” kampene – “a key element of the Davis Cup’s heritage”. I første omgang virkede det ikke som en prioritet, men udsigten til for stor modstand fik dem på andre tanker. Det har de gjort ved at hold en runde af “ude og hjemme” kampe i februar, hvorefter der fortsættes på neutral grund – bortset fra værtsnationen (værtsnationen er ikke garanteret deltagelse, men det er svært at forestille sig, at en værtsnation ikke ville få et af de 2 wild cards, hvis ikke det lykkedes for dem at kvalificere sig på egen hånd). Nu ved jeg godt, der i det nuværende koncept, kun er minimum 2 “ude og hjemme “kampe på et år, og at det umiddelbart ikke virker, som den store ændring, men chancen for at få en hjemmekamp er i hvert fald halveret – måske mere, da du tidligere havde mulighed for at have op til 4 i et år i World Group. Lige pludselig skal der mindre til, at der går flere år imellem hjemmekampe for en nation. Derefter når vi så til slutspillet, der spilles i november – efter ATPs World Tour Finals. Spillere er trætte og slidte efter en lang sæson og har det med at trække sig fra turneringer i slutningen af sæsonen, så jeg har svært ved at se, at flere spillere vil spille pga datoen, men det får vi at se. Selve turneringskonceptet er, at de 18 hold deles in i 6 grupper af 3 hold, hvor de 6 vindere og de 2 bedste toere går videre til kvartfinalerne. Det vil sige, at noget af det, jeg hader mest i sport, nemlig uklarhed om udfald, kommer i spil. Jeg kan slet ikke håndtere, når det ikke er tydeligt, hvem, der vinder/avancerer. Hvordan kan man vurdere, hvem der er den bedste toer? Hvem bestemmer at et lands resultater mod to lande, er bedre end et andet lands resultater mod 2 andre nationer. Et land kan så gå videre, fordi det vandt et game mere, fordi det tabte et sæt med et break, der blev 6-4, hvorimod det land, der ikke gik videre også tabte et sæt med et break, men fordi de ikke servede først, blev det 6-3. Ikke nok med det, så vil de to dårligste hold fra de 6 puljer rykke direkte ned. Anyway, inden jeg bevæger mig for langt ud i en tangent, så åbner den slags regler op for pis situationer efter min mening. Jeg er i det hele taget ikke fan af pulje turneringer. Der er kun i disse situationer, man ser spillere/hold tabe med vilje, fordi en lodtrækning kan være fordelagtig med et nederlag. Det bør efter min mening i sport ikke kunne betale sig at tabe. Skal du endelig have pulje turneringer, må der være tydelige regler – nr 1 går videre, eller de to bedste går videre el lig. 

Nå, videre. Opgørene består af 3 kampe – 2 singler og 1 double – der spilles bedst af 3 sæt. Der er 5 opgør, hvis du går til finalen – 2 pulje, kvart, semi og finale (hvilket vil sige, at en slidt spiller efter en lang sæson skal potentielt kan se frem til at spille 5 singler og 5 doubler på en uge). En hurtig tænker vil kunne se, at, det bliver 25 Davis cup kampe af 3 tenniskampe, der skal klemmes ind på en uge. 75 tenniskampe på 7 dage kræver en del baner, hvilket vil sige, at der er mange af de mindre interessante tv nationer, der kommer til at spille deres kampe på små baner foran et lille publikum, og medmindre, der er mange fans, der rejser med, bliver det efter min mening noget af et antiklimaks efter at have været vant til at spille foran passionerede fans på en stor og flot bane. Det er så meningen, det skal vær et tennis festfyrværkeri af en turnering, men jeg er mere bekymret over, at der kommer til at være overvejende neutrale fans, og at det kommer til at minde mere om enhver anden turnering. 

Lad os så bevæge os ned til de 12 hold, der taber i kvalkampene. Konsekvenserne er svære at forudse. Da Zone 1 og 2 kampene begynder i april, er det muligt, at taberne allerede får lov at spille med i zone 1 allrede samme år igen. Derudover er det svært at vurdere, hvem der kommer til at være i kvalspillet året efter. Der kommer til at være 6 europæiske/afrikanske hold, 3 fra Americas og 3 fra Asien/Oceanien. I år har ITF har meget smart valgt ikke at snakke så meget om World Group play off kampene i år. Jeg tror, det er fordi, de ved de er totalt latterlige. Ok, vinder du, er du seedet i kvalen næste år – det er klart nok. Men hvad der sker for taberne er umuligt at sige. Det afhænger nemlig af, hvad deres lands rangliste placering kommer til at være efter sæsonen. De udregninger er meget besværlige, og der er ingen, der har regnet noget ud. Så landene ved ikke helt, hvad konsekvensen er, og ved at lade det være uvist, virker det som om, der er mere på spil. Men faktum er, at der er lande, der taber play off kampene her i september, der kommer til at være med alligevel. Derudover kan det ske, at der kommer til at være hold, der har tabt to gange i division 1 og alligevel er i World Group næste år. Så mange af kampene er faktisk glorificerede opvisningskampe, der er bare ingen, der ved det.

Det leder mig så til de lavere zoner, som har interesse for os i Danmark, da vi i øjeblikket er i zone 2. Endnu engang får de her zoner en stor fed langefinger med “vi er totalt ligeglade med jer” skrevet henover. For det første var zonerne slet ikke nævnt, da ITF offentliggjorde de store ændringer, og de endelig gjorde var det med følgende forklaring:

“The format will remain unchanged from the trials that were introduced in 2018, with ties being made up of four singles matches and one doubles match contested over the space of two days. The only difference in 2019 and beyond is that there will just be one round of competition in Zone Groups I and II.”

Formatet er uændret siger de, og refererer tydeligvis til, at der igen næste år vil spilles 4 singler og 1 double – alle bedst af 3 sæt. De hopper meget let over den sidste bemærkning om “The only difference…”, som om det bare er “Nå ja, fint nok”. Det er en fuldstændig vanvittig ændring efter min mening. For det første står der ikke noget om, hvor stor grupperne kommer til at være. Det er klart, at med en større World Group må der være forskubbelse, så der er lande, der rykker op i divisionerne. Man skulle derfor tro, at der ville være flere nationer, end de to, der i år vinder oprykning til Euro/Africa Zone 1, der vil rykke op, men det nævnes ikke. Så vi ved ikke, hvor mange lande, der kommer til at være i hver division næste år. Baseret på det, jeg har hørt i møder med ITF repræsentanter, kommer divisionerne næste år til at blive opdelt via verdensranglisten for hold. Det vil sige, at Danmark – baseret på de svar, jeg har fået – kan spille i division 1 næste år – men det er ikke tydeligt nok. Anyway, lad os bare lege med, at der igen er 16 hold i division 2. Der vil kun spilles 1 kamp, hvilket vil have 1 af 2 udfald. Enten vil de 16 hold, der var i division 2 i 2019 enten være i division 1 eller division 3 i 2020. Med andre ord, division 2 vil bestå af 16 nye hold og division 2 vil være en vild gedemarkeds division, hvor landene fra Afrika og Europa flyver rundt på kryds og tværs. Eller også bliver det endnu en division, der bliver afgjort af ranglisteplacering til sidst på året, og kampene gælder point til ranglisten. I det tilfælde er det umuligt at vide, hvad du egentlig spiller for, når kampene spilles. Konsekvensen opdages først, når lodtrækningen til året efter laves. Specielt fordi kampene spilles enten i april eller september alt efter hvad værtsnationen vælger. 

Uanset hvad, så oser det af apati for de lavere divisioner, og jeg synes, det er arrogant at gennemføre et koncept uden at vide, hvad det indebærer. Jeg har haft møder med folk fra ITF, og der er ingen, der kan svare på mine spørgsmål. De siger alle, at det er gode spørgsmål, og så er den ikke længere. Det er svært for mig at være alt for kritisk af ITF, da DTF har været med til at stemme konceptet igennem ved at stemme for. Det er selvfølgelig bare en subjektiv holdning. Måske er folk ikke ligeså optagede af det, som jeg er. Måske synes de ikke, den manglende information eller forhastede turneringskoncept er et problem. Min fortolkning er bare igen, at ændringerne ikke bliver lavet for at forbedre sporten og turneringen, men for at få den overstået. Det er det eneste, jeg kan se er meningen. Og hvordan skal jeg som spiller opretholde gejsten og glæden ved en turnering, når jeg opfatter, at turneringen selv ikke kunne være mere ligeglad med mit hold, så længe vi ikke er i World Group? Sidste års ændringer, synes jeg i forvejen var kedelige, og nu er jeg meget tæt på at have tabt al glæde ved Davis Cup. Jeg er som sådan ikke imod ændringer, og  forstår, hvis de vil lave prøve noget nyt. Jeg forstår også, at de af forskellige årsager holder det som en årlig turnering, men jeg er trist over, hvad de er kommet frem til – specielt på Danmarks vegne. Der kommer til at være færre tennis på dansk grund. Det danske Fed Cup hold har aldrig spillet på dansk grund (ifølge min research – lad mig gerne vide, hvis det er forkert!), vi har ikke mange internationale turneringer i Danmark og nu kommer der færre Davs Cup kampe. Dvs der kommer til at være endnu mindre tennis på dansk grund. Det synes jeg, er mega ærgerligt. Igen, det behøver ikke nødvendigvis betyde at det er overvejende dårligt. Det er bare min holdning, og måske er min holdning uddateret, og det kommer til at være en bragende succes. Det er trods alt stemt ind med lovning om flere penge til de mindre forbund i verden (der i øvrigt ikke er øremærket til noget specielt), udsynet til kortere adgang til World Group og håbet om, at deres stjerner vil deltage. Jeg tror dog ikke problemet for spillerne nødvendigvis er konceptet. Er der nok penge til spillerne, skal de nok være der. Måske ender det med at være en game changer for Danmark, og det er med til at skabe endnu flere spillere som følge af Davis Cups død. For hvor mange ændringer skal de lave, før den bliver kaldt noget andet?

Jeg accepterer, mit forbund har taget den her beslutning, og jeg ved godt, at min mening i bund og grund er lige gyldig. Det kommer da heller ikke til at få konsekvenser for min deltagelse – hvis jeg da skulle blive udtaget. Det er ikke op til mig at bestemme, hvad der er bedst for dansk tennis, så jeg indfinder mig. Jeg er udmærket godt klar over, verden ikke opererer efter mit hoved, og at jeg engang imellem må finde mig i, at tingene ikke er, som jeg synes. Og det er, hvad det er. En kendsgerning, jeg ikke synes om. Det mest skuffende for mig er, at ATP, ITF og spillerne ikke har været i stand til sammen at finde en løsning om et koncept alle kunne accpetere, og nu står vi med 3 forskellige hold konkurrencer. Jeg gad vide, hvilke, der overlever, for jeg har svært ved at se en i forvejen tætpakket kalender have plads til alle 3.