Californien challengers


October 11, 2017

Mit første rigtige blog indlæg kommer fra Californien, hvor jeg har spillet 2 challengers, inden jeg rejser til Vegas for at spille næste uge. Det var mine første kampe siden Davis Cup (som man kan se mere om i videoen, hvis det har interesse). Det første, jeg vil fortælle om, er at jeg er skiftet ketcher. Jeg begyndte at mærke nogle udfordringer med at holde min offensiv på langsomme underlag – specielt udendørs. Efterhånden er forholdene blevet så langsomme – både bolde og baner, at jeg skal bruge mere power fra mig selv for at gøre en forskel. Det ligger ikke umiddelbart til min naturlige måde at spiller på, som er bedre egnet til at bruge modstanderens fart og skifte tempo.

Så jeg prøvede nogle ketchere for at se, hvilken retning, jeg ville gå i off season. Jeg havde ikke tanke om at skifte midt i sæsonen, da jeg synes, det er lidt kamikaze agtigt. Men første gang, jeg slog til bolden med den nye MXG 3, kunne jeg mærke, at den lå gyldent. Efter nogle uger kom jeg til den konklusion, at den lå så gyldent, at jeg besluttede mig for at skifte med det samme. Jeg så ingen grund til at vente med at skifte, når jeg ikke var i tvivl, og med det samme kunne mærke, at jeg ville være i stand til at spille, som jeg gerne ville. Dermed ikke sagt, at jeg ikke regner med, at der kommer udfordringer. Men det er udfordringer, jeg er villig til at tage, og som jeg har spillet i de første to turneringer, kan jeg mærke, at det var en god beslutning. Jeg er mere fattet i spillet og har lidt lettere ved at holde min modstander bag baglinjen, samt at slå slag med høj kvalitet, når jeg ikke lige er i den bedste balance eller er presset. Det er nemmere for mig at håndtere de neutrale slag. Jeg ved godt, der er en honeymoon periode her i starten, der går over, men jeg glæder mig sindssygt meget til at få den spillet endnu mere ind!

Jeg har spillet ganske udmærket og fået nogle fine sejre – specielt i den første turnering i Stockton, hvor jeg kvalede ind og tabte første runde til Tim Smyczek. Igennem hele kvalen spillede jeg meget fornuftigt fra baglinjen og fik arbejdet godt med pointne. Det blæste meget, og var svært at spille på små marginer, og det håndterede jeg godt. Specielt min slice vandt jeg meget med – den har fået revival med min nye ketcher. I det hele taget var jeg i stand til at basere min offensiv på timing og min position i banen – hvilket er præcis, som jeg gerne vil spille. Næste skridt bliver så at få mere kvantitet, så jeg ved hvordan ketcheren reagerer i de forskellige situationer. Jeg kunne godt mærke, jeg havde nogle udfordringer i første runde, hvor det var helt vindstille, og boldene fløj lidt mere. Specielt min serv var meget tynd, og jeg fik ikke udlignet det ved at være god nok i retur gamet. Jeg spillede lidt hendholdende fra baglinjen som følge af de kraftige vinde i kvalen, men samtidig var jeg godt klar over, at jeg kunne være mere ambitiøs med min adresse. Det gav en lidt ingenting løsning fra baglinjen, hvor jeg hverken var boldsikker eller offensiv – sløj combo. Mentalt var jeg god, og jeg gav mig selv en chance i andet, og fik fremspillet mig til en sætbold, som han desværre lavede en serve vinder på. Derefter spillede han et godt game til at bryde, og servede den ud.

FAIRFIELD

I denne uge spillede vi i Fairfield. Jeg fik endnu en fin sejr i første runde kval. Jeg fik arbejdet på min serv, og var bedre overall. Det var virkelig hurtigt underlag i Fairfield, og det virkede som om, jeg var mere komfortabel med det, end min modstander, og selvom jeg blev lidt nervøs i slutningen af andet og tabte serv, så han kunne serve for sættet, følte jeg hele tiden, jeg havde tilpas kontrol mentalt og spillemæssigt til at jeg ville vinde.

Mit nederlag var et ærgerligt et af slagsen. Min modstander er en god matchspiller, der er boldsikker, har gode passerslag og kan tage initiativ med forhånden. Han lægger sådan nogle halve angrebsbolde, der fik mig til at tøve i mit angreb. Jeg blev fanget i mellem at spille solidt og være lidt mere rytme brydende i mine angreb, og jeg fandt ikke mit flow – til hans kredit! Jeg følte, at jeg havde spil og chancer nok til at spille solidt, da jeg havde spil og chancer, og følte, det var lidt “bad luck”, jeg ikke vandt nogle af pointne. Der er dog ikke tvivl om, at min egen tvivl var med til at skabe en fortælling om, at “det hele går hans vej”. Det gjorde, at jeg forlod nuet, og kampens egentlige udfordringer og fokuserede lidt for meget på det store billede. Det var også det, der gjorde at jeg løb fuldstændig tør for gas mentalt ved 3-4 i andet efter endnu en periode, hvor pointne ikke faldt min vej, selvom jeg følte, jeg gjorde det rigtige. Det gav en møg ærgerlig afslutning på kampen, hvor jeg ikke længere troede på mig selv.

I bagklogsskabens lys, kunne jeg godt tænke mig, at jeg gik noget mere efter at vinde pointne direkte på min retur, da hans andenserv indbød til det. I det hele taget gået lidt mere efter dræbende slag i stedet for at bygge spillet så rent op, så han havde rytme i sin kontra. Jeg kunne også godt tænke mig, at jeg havde været mere konsekvent i mine angreb. Men trods alt føler jeg forbedring, og jeg er glad for, hvor jeg står i øjeblikket.

Det er rart at få en masse kampe igen, og jeg håber, jeg kan bygge videre på mit niveau både her, men også til Davis Cup, hvor jeg var tilfreds med mit niveau. Jeg har en turnering i Vegas, inden jeg går indendørs, og det er trods alt der, jeg føler mig mest komfortabel, så jeg glæder mig! En lille side bemærkning mht at vinde lidt kampe igen, er hvordan det tærer lidt mere på udstyret. Jeg strenger to ketchere op til hver kamp (jeg skifter efter det andet boldbytte), og har altid nyt greb på nye opstrengninger, så det siger sig selv, jeg bruger mere, når jeg vinder lidt. Desuden kommer jeg også igennem mine energidrikke bedre. Jeg havde den samme dunk med pulver med til alle turneringer i de første 6 måneder, fordi jeg mere eller mindre kun spillede en kamp per turnering :-).

YNWA